Regional kongres i S.C. og snarlig national kongres

Så er der igen nyt fra det bolivianske lavland!
Denne gang kan jeg berette at vi lørdag d. 31. maj endelig fik afholdt den længe ventede og udskudte regionale kongres i JSB - Santa Cruz. Her fik vi valgt præsident og vicepræsident og diverse udvalgsposter og fik hermed formaliseret den regionale organisationsstruktur og fik erstattet den midlertidige ledelse med en demokratisk valgt ledelse. Hermed mangler der kun at blive afholdt regionale kongresser i La Paz, hvilket vil blive afholdt på lørdag, og i Sucre, som vil blive forsøgt afholdt på fredag, inden den store nationale kongres, som skal afholdes her i Santa Cruz d. 14.-15. juni og som samtidig markerer enden på vores udstationering. Desværre har det været svært at afholde kongres i Sucre, i det der har været uroligheder der den sidste tid, hvorfor forrige lørdags kongres måtte aflyses på grund af konfrontationer mellem unge pro-autonomister og Evo Morales’ parti MAS’s udsendte bønder.
Dette er desværre et gennemgående tema ved mange officielle ceremonier, at stridende parter forsøger at blokere for hinandens ledere. Dette var også tilfældet ved søndagens autonomi-afstemning i departementet El Beni nord for Santa Cruz. Her forhindrede MAS-tilhængere ledere fra blandt andet Santa Cruz i at lande i El Beni ved at blokere landingsbanen i lufthavnen.
Desværre er der i Bolivia et meget køligt politisk klima. Her taler politiske modstandere ikke med hinanden og stiller aldrig op til debat sammen på tv. Tværtimod taler de hadsk om hinanden gennem deres egne tv-kanaler, som reflekterer deres vælgeres holdning og som er betalt af enten de selv samme vælgerne eller af regeringspartiet, som mere eller mindre frit kan manipulere mediebudskabet som de ønsker det, på statens og dermed befolkningens regning. Jeg har selv overværet et møde mellem to politiske modstandere, ikke politiske ledere, men højtuddannede, politisk interesserede akademikere, som var ved at rive hovederne af hinanden og kaldte hinanden navne som jeg ikke vil gengive her. Som sagt: et mildest talt køligt – og må jeg tilføje højest uprofessionelt - politisk klima.

Det seneste nye, og efter min mening komisk uintelligente, indslag fra Evo Morales og hans store modstand mod autonomi – dvs. regional selvbestemmelse og økonomisk forvaltning - er, at han har udsendt reklamer på tv om hvordan det rungende ja ved autonomiafstemningerne i departementerne Pando og El Beni (hvor der blev stemt hhv. 80 og 75 procent for autonomi) i virkeligheden var et nej. Dette retfærdiggør MAS, regeringspartiet med Evo Morales i spidsen, med at nærved 40 procent af befolkningen i de to departementer undlod at stemme og at disse uafgivne stemmer derfor bør tælles med i de stemmer der var imod autonomi. Denne tv-kampagne kørte også i dagene efter at 85 procent af den stemmeafgivende befolkning i departementet Santa Cruz havde stemt ja til autonomi. Jeg mener nu bestemt at kunne huske at uafgivne stemmer hverken kan tolkes som ja eller nej til noget som helst, hvilket er et grundlæggende demokratisk princip. Det er nemt at påvirke den relativt lavtuddannede og politisk uerfarne bolivianske befolkning, men sådanne svindelnumre kan selv den fattigste bolivianske bonde kun grine af. Dette eksempel er endnu et af de mange i Evo Morales’s synderegister og kan kun yderligere forringe hans i forvejen meget ringe troværdighed.

Blandt andre nyheder kan jeg rapportere, at jeg har taget initiativ til et møde mellem JSB og en dansk-bolivianer, som arbejder for at beskytte og promovere menneskerettigheder i Bolivia. Planen er at JSB i samarbejde med ham skal holde en mindre konference med fokus på menneskerettigheder og på sigt højne ungdommens kendskab til menneskerettigheder og overtrædelser af dem.
Det var alt for denne gang.

Hasta pronto,
Martin

I Retssamfundets Grænseland

Santa Cruz, 28. maj
Forleden fik jeg ved selvsyn indblik i hvordan man lever på landet i Bolivia – der hvor mennesket har måttet overgive sig til junglen og må leve i pagt med naturen; der hvor juraens ord ikke har magt, hvor lovens lange arm kun har ringe overblik over forbrydelser og hvor lokalsamfundets medlemmer selv er lovgivende, udøvende og dømmende magt. Gennem mit ophold i Bolivia har jeg indtil videre læst om 5 sager hvor primært indianersamfund har taget loven i egen hånd og banket folk ihjel med køller og hvad der ellers er ved hånden, for overtrædelser så relativt små som tyveri og røveri.
I Danmark var sådanne handlinger jo noget der foregik i bondesamfundets tid, hvor undertrykte bønder tog loven i egen hånd og lynchede jordejere der havde snydt dem gennem lang tid. Sådan er det heldigvis ikke mere. Lovens arme rækker ud i alle Danmarks afkroge og juraens ord er gennem tiden blevet en så integreret del af samfundet at stort set alle borgere anerkender dens eksistens og magt.
Sådan er det desværre ikke i Bolivia, hvor en relativt svag centralregering ikke kan holde justits med alle dele af samfundet. Således er præsident Evo Morales varm fortaler for den såkaldte ley de la justicia comunitaria – loven om lokaljustits - en lov gennem hvilken små lokalsamfund uden for politiets og statens rækkevidde i ro og fred kan udøve selvjustits som man ser det nødvendigt. Dette er som sådan ikke noget nyt, hverken på denne eller den europæiske side af Atlanten. Det bekymrende er imidlertid at vi nu skriver 2008 og at den slags handlinger, som strider mod alle civiliserede samfunds leveregler, stadig finder sted i Bolivia.
Jeg var forleden på weekendtur på landet, ud til et af de lokalsamfund som sagtens kunne havne på forsiden af aviserne. Her fortalte en veninde mig en historie fra sin barndom, som fik sat mit håb om forandring i landets fattige dele i perspektiv. Jeg fik fortalt hvordan hun som barn havde oplevet denne form for selvjustits og hvordan hun en dag sammen med sine klassekammerater blev ført ind i et fjernt klasseværelse på den lille lokale skole, fordi lokalsamfundets mænd skulle bruge det store klasseværelse til at straffe en mand, som efter sigende skulle have voldtaget en lokal, gift kvinde. Således blev den uheldige mand hængt op i fødderne og herefter gennembanket af et udvalg af lokale mænd, indtil han døde.
Denne slags historier kommer desværre ikke som en overraskelse, i det man ind imellem kan læse om dem i de lokale og nationale bolivianske aviser. Det frygtelige ved denne historie består dermed ikke i at det har foregået, men at jeg selv ved mit besøg har mødt de folk som støtter op omkring sådanne handlinger og måske selv har deltaget i dem.
I Danmark er der et konstant vågent øje mod lande som Afghanistan og en række afrikanske lande hvor selvjustits ind imellem finder sted. Dette bliver der flittigt rapporteret om fra alverdens journalister og gennem Amnesty International og Human Rights Watch. Det overraskende ved denne og de talrige andre historier, som de nationale bolivianske medier ofte dækker er derfor, at man ikke hører om historierne når de foregår i lande som Bolivia, hvor man ellers måtte formode at loven er blevet mere formaliseret og rækker ud i alle grene af samfundet. Hvorfor dækker vestlige journalister ikke den slags historier? Og hvorfor er Latinamerika i det hele taget så overset af de danske og europæiske medier når nu de kæmper med de samme problemstillinger som mange andre udviklingslande?
Bolivia er, som I har kunnet læse på denne blog gennem de sidste tre måneder, et væld af ujævne indtryk - fra et næsten ubegribeligt rigt samfunds luksus i form af store europæiske og amerikanske biler, fine hoteller og regeringsansatte i jakkesæt, til en næsten lige så ubegribelig fattigdom i materiel men også mental forstand. Der findes i 2008 stadig steder i Latinamerika hvor man i mørk middelalderstil lovgiver, dømmer og udøver sin egen form for selvjustits, uden nogen form for bevisførelse ej heller rettergang, men udelukkende på grundlag af rygter og udsagn.
Jeg vil ikke lyve og sige at der ikke er noget godt ved denne landlige del af landet - for der findes en for en dansker næsten uvirkelig skønhed i form af jungle, dyreliv og floder og en relativt venlig lokalbefolkning. Det frygtelige er at man ved et relativt lille fejltrin selv ville kunne havne i kløerne på en vred folkemasse, som vil udøve deres egen form for retfærdighed. Denne lynchning, bondesamfundets blinde øje, får det til at løbe koldt ned af ryggen på en dansk DSU’er og viser at der på trods af mange indsatser stadig er meget lang vej igen for store dele af det bolivianske samfund, specielt når landets præsident, Evo Morales, bakker op om sådanne handlinger med en vedtaget lov der retfærdiggør sådanne umenneskelige gerninger. Det er en hån mod alle civiliserede samfunds basale leveregler og er endnu en akt i Evo Morales’ efterhånden lange synderegister. Det er min personlige mening at en bekæmpelse af sådanne levevise bør indgå som en aktiv del af den danske bistandsindsats i Bolivia, at man skal afsætte midler til at skabe debat i de små samfund om gyldigheden af og det moralsk forkerte ved denne lov. Jeg mener at man fra dansk side bør bakke op om retssamfundets værdier, moralske rigtighed og eksistens gennem udviklingsbistanden.

Martin

Den store rejseweekend i demokratiets navn

Efter en lang pause er jeg tilbage på bloggen, denne gang med rejseoplevelser:
I denne weekend har jeg været på langfart med Roy, til regional kongres for ungdomspartiet i Oruro. Her var ca. 40 nye og gamle medlemmer samlet for at udnævne Oruro-regionens udvalg, politisk ansvarlige osv. Ved indvielsen gav Roy sin sædvanlige lange – men bestemt gode – tale om ungdom, viljen til forandring og ungdommens rolle i et spirende demokrati, mens jeg holdt en noget kortere tale, som var mere jordnær, men med nogle gode eksempler på hvor langt man kan nå i det politiske system som aktiv DSU’er i Danmark. Herigennem opfordrede jeg de unge bolivianere i Oruro til at tage aktiv del i opbygningen og udviklingen af deres organisation og derigennem forbedre forholdene i deres land og få indflydelse på deres egen tilværelse.
Vi fik desværre ikke mulighed for at følge ret meget af kongressen, da vi også var inviteret til møde i El Alto, satellitbyen ved La Paz. El Alto har kun eksisteret i lidt mere end 20 år, men har næsten 900.000 indbyggere, hvoraf de fleste er blandt de fattigste og mest marginaliserede i landet. Her var der efter sigende 200 mennesker samlet til mødet for at høre om JSBs og PSBs politiske ideer og visioner. Desværre nåede Roy og jeg ikke med til mødet fordi den bumlebus vi var med fra Oruro tog 3 ½ time om at nå til El Alto, 1 1/2 time mere end vi havde regnet med. Dog nåede vi at tale med nogle af nøglefigurerne i El Alto, som det viser sig har rigtig mange kontakter i hele byen, hvilket er en stor hjælp når der skal samles underskrifter ind for at partiet kan blive opstillingsberettiget.
Resten af weekenden, dvs. søndag og mandag, brugte jeg hos min gamle ven Sergio i La Paz. Her dangderede jeg den som frysende turist og fik set lidt mere af byen end da Ditte og jeg var der sammen sidst. Denne gang var der noget koldere – jeg måtte i hast købe en jakke fordi det sneede i El Alto da jeg mandag aften mødtes med repræsentanter fra partiet.
På vejen hjem kunne jeg se hvordan samtlige bjergtoppe i Andesbjergene var beklædt med et tykt lag sne, et smukt men også lidt underligt syn taget i betragtning at jeg efter blot 45 minutters flyvning mod øst landede i solskin og 25 grader. Sådan er Bolivia, utrolig forskelligartet i kulturel, politisk og naturmæssig forstand.

Paa billedet kan I se nogle af Andesbjergenes snedaekkede tinder set fra El Alto lufthavn, saa i kan forestille jer hvor flot det der ud fra oven hvor man ser hele bjergkaeden.

Hasta pronto
Martin

Nye udfordringer

Søndag d. 04. maj rejste Martin igen af sted til Bolivia, men uden mig. Jeg har valgt, at jeg den næste måned vil gøre en særlig indsats for at integrere vores projekt internt i DSU. Derfor vil jeg i den kommende tid rejse rundt til DSU´s afdelinger for at fortælle mere om vores arbejde i Bolivia.
Det er en underlig fornemmelse ikke at skulle af sted igen sammen med Martin, men samtidig er jeg også glad for at være tilbage i Danmark, hvor jeg helt sikkert vil få mange nye udfordringer i forbindelse med mine oplæg rundt i landet. Dertil kommer, at jeg derudover også skal fungere som en slags kontaktperson for Martin, hvilket bliver utrolig spændende. Så på denne måde vil projektet i den næste måned både stå på i Bolivia og Danmark – og det er jeg slet ikke i tvivl om vil blive en kæmpe fordel. I juni måned mødes Martin og jeg så igen i Bolivia, hvor jeg sammen med DSU’s formand vil deltage i JSB´s nationale kongres i Santa Cruz.

Ditte

En rejse til fredens by

La Paz, som direkte oversat til dansk betyder - freden, er navnet på hovedstaden i Bolivia. Dette er ikke bare den højeste, men også en af de flottest beliggende hovedstæder i verden. Under en indflyvning syner højhusene i centrum mikroskopiske i forhold til bjergsiderne, der rejser sig op fra bunden af den dal, som det meste af byen ligger i. Her er det ikke højhusene, der udgør byens skyline, men derimod bjerge på 5-6000 meter. Man befinder sig derfor i en usædvanlig højde, når man færdes rundt i byen. Og dermed slipper man næppe for soroche – højdesyge, og specielt ikke, når man, som Martin og jeg, kommer direkte fra lavlandet med fly. Det lave iltindhold i luften påvirker ens krop på mange ubehagelige måder, hvilket Martin og jeg desværre også måtte erfare under vores besøg. Men på trods af højdesyge, så fik vi alligevel et par rigtig gode og spændende dage. La Paz er et fantastisk sted både i kulturel og historisk forstand. Byen blev grundlagt i 1548 af den spanske kaptajn Alonso de Mendoza og ligger i aymara-indianernes hjemland, og aymaraerne har altid i høj grad formået at bevare deres egen identitet, når andre kulturer trængte sig på. Dette gjaldt under inkaimperiets guldalder, og det gælder i dag. Det er også i La Paz, at Bolivias regering og parlament har hjemsted, mens højesteretten ligger i den gamle hovedstad Sucre.
Dermed har byen utrolig meget at byde på, og som følge deraf er den også utrolig velbesøgt af turister fra hele verden. Derfor var Martin og jeg også en smule ærgerlige over, at vi kun havde et par enkelte dage der, men pga. et seminar i JSB om lørdagen, blev vi nødt til at vende hjem til Santa Cruz tidligt. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi begge vil vende tilbage til La Paz en dag i fremtiden.
På denne tid af året minder klimaet i hovedstaden faktisk utrolig meget om det danske forårsvejr. Det var nok også pga. dette, at vi begge følte os særlig godt hjemme der. Og vi kan også lige så godt begynde at indstille os på lidt lavere temperaturer, da det nu ikke varer længe før vi rejser tilbage til Danmark for at deltage i DSU’s konges… Men inden da, har vi dog et par dage tilbage i Santa Cruz med sol og varme. Så det må vi hellere nyde!

Ditte

Den første departementale kongres i JSB

På nuværende tidspunkt ville Martin og jeg meget gerne være kommet med en gribende beretning om den første departementale kongres i JSB. Desværre er vi imidlertid ikke i stand til dette.
Lørdag d. 5. april mødte i alt 30 af ungdommens medlemmer op til den annoncerede kongres i JSB. Desværre var dette antal af unge dog, ifølge partiets reglementer, ikke nok til at gennemføre kongressen og foretage demokratiske valg af delegerede til JSB’s nationale kongres samt af en ny lokal formand og bestyrelse. Dermed besluttede kongresudvalget, i fællesskab med de fremmødte, at udskyde den departementale kongres i Santa Cruz til d. 19. april.
Dagen blev i stedet brugt til nærmere eftertanke – hvad kunne man have gjort anderledes? En af hovedårsagerne til det manglende fremmøde var kongressens fastsatte tidspunkt. Lørdag formiddag har mange af de unge bolivianere timer på universitetet eller arbejde. Derfor vedtog man, at kongressen d. 19. april skal afholdes om eftermiddagen. Derudover blev man også enig om at styrke indsatsen i forhold til at nå ud til de unge både på universitetet og i byens ydrekvarterer. ¨
Dermed fik man vendt den umiddelbare negative situation til noget positivt, idet JSB fik gjort sig vigtige organisatoriske erfaringer i forhold til planlægning og udførelse af fremtidige aktiviteter.
Desværre betyder udskydningen af JSB’s kongres dog, at Martin og jeg ikke vil kunne deltage i denne, da vi rejser tilbage til Danmark d. 16. april for at tage del i DSU’s egen kongres. Jeg er dog sikker på, at det vil lykkes JSB at realisere og gennemføre deres kongres d. 19. april.

Ditte

En tur på landet

Sidste søndag fik vi igen mulighed for at komme ud af byen, til Roys families landsted 60 km uden for byen. Vi tog fra Santa Cruz kl. 6, i øsende regnvejr og håbede på at vejene ville være farbare på trods af regnen. Dette viste sig ikke at være tilfældet, for vi nåede ikke langt ind på de små jordveje før bilen gled af vejen og halvvejs ned i grøften. Efter talrige forsøg på at komme op på muddervejen måtte vi indse at der skulle mere end håndkraft til for at redde bilen op af suppedasen. Jeg blev derfor sendt ud for at låne en skovl hos nogle af de lokale bønder, hvilket viste sig at være en noget nær umulig opgave idet bønderne ikke er helt trygge ved udlændinge. Efter et par timers trasken rundt måtte jeg gå de tre kilometer tilbage til bilen med uforrettet sag. Her så jeg til min store overraskelse at bilen var blevet trukket op af en firhjulstrukket bil med kabel. Så efter mange overvejelser om det var sikkert at fortsætte gik tur videre. Da vi efter 20 kilometer på hullede sandveje ankom til landstedet var sulten ved at melde sig, hvilket der resolut blev gjort noget ved: to af de fritgående høns mistede hovedet og blev lavet til suppe. Efter det lækre hjemmelavede måltid fik jeg endelig min drøm indfriet og skulle på min første fisketur i Bolivia. Da vi ankom til Rio Grande fik jeg øjnene op for hvor store de bolivianske floder egentligt er. Navnet Rio Grande kommer ikke ud af ingenting, idet at floden er cirka 300 meter bred og med næsten ufattelige kræfter rykker store træer med sig – marginalt større end samtlige danske åer lagt sammen. Fisk var der nu ingen af, men det var alligevel en stor oplevelse at være vidne til de enorme strømhvirvler, det mudrede vand og de flotte hvide hejrer som åbenbart havde mere held til at fange fisk end os.
Turen hjem gik godt og uden yderligere uheld fordi vejene igen var blevet tørre og farbare. Alt i alt var det en god oplevelse, paa trods af vores lille uheld paa vejen.
Martin

Nyt initiativ

I forbindelse med JSB’s lokale kongres i Santa Cruz har ungdommen taget et nyt initiativ. Dette initiativ går ud på at skabe bedre kontakt til unge i byens ydrekvarterer og informere dem om vores politiske projekt. Derfor mødtes Martin og jeg lørdag aften med en gruppe faste medlemmer fra JSB. Sammen tog vi ud til et af Santa Cruz ydrekantsområder. Her havde et medlem fra ungdommens kongreskomite arrangeret et møde med kvarterets unge og andre interesserede. Og på trods af, at det var midt i påsken og lørdag aften mødte i alt 25 mennesker op, heriblandt sågar kvarterets overhoved. De fremmødte lyttede interesserede til fremlæggelsen af både partiets og ungdommens tanker og ideer. Det blev gjort klart, at dette politiske projekt i sin helhed er inkluderende og ikke ekskluderende. PSB og JSB ønsker med andre ord at inddrage befolkningen i både de organisatoriske og politiske aspekter i forbindelse med projektet. Man vil dermed i højere grad lytte til befolkningens holdning og de problemer, som de står over for i hverdagen.
Tilbagemeldingen fra de fremmødte var generelt positiv. Nogle havde dog også en smule svært ved at forholde sig til den fremførte politik og selve projektet, fordi politik i bred forstand ikke er en stor del af hverdagen for den almindelige bolivianer. Mødet førte dog imidlertid til, at JSB fik nedsat et lokalt udvalg bestående at et par af kvarterets unge, som i fremtiden vil stå for at arrangere politiske møder og andre aktiviteter i kvarteret. Mødet var dermed succesfuldt, og det nye initiativ er derfor også helt sikkert noget JSB vil fortsætte med. På det personlige plan var det også en rigtig god oplevelse for mig. Det var utrolig interessant at høre om de problemstillinger den almindelige bolivianer står over for i hverdagen, og dertil var det dejligt at se de unges interesse og positive reaktion på projektet.

Ditte

Det bolivianske demokrati

Gennem flere århundreder har autoritære styreformer, etnisk diskrimination og politisk uro lagt hindringer i vejen for den socioøkonomiske udvikling i Bolivia. Valget i 1985 markerede et vendepunkt, og siden har Bolivia været styret af demokratisk valgte regeringer. Der er blevet gennemført reformprogrammer, bl.a. inden for områder som decentralisering af den centrale administration og forbedring af den offentlige sektor. Alligevel er Bolivia stadig et land præget af stor fattigdom, sociale uroligheder og korruption.

Bolivia hører til blandt de højt forgældede udviklingslande. Et af kerneproblemerne er derfor den store gældsbyrde, både indenlandsk og udenlandsk. Gældsbyrden er bl.a. resultatet af store offentlige underskud på de offentlige finanser, hvilket primært skyldes et meget ufleksibelt statsbudget samt den økonomiske krise i 1999-2003 forsaget af et fald i råvarepriser og økonomisk afmatning i landets nabolande. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse at Bolivia samlet set, vurderet på baggrund af de fleste sociale og økonomiske indikatorer, er et af de fattigste lande i Latinamerika. Offentlige statistikker viser, at mere end to tredjedele af den nationale befolkning lever i fattigdom. Værst ser det dog ud i landområderne, hvor hele 90 procent af befolkningen lever i fattigdom.

Bolivias seneste valg, som blev afholdt i december 2005, var resultatet af en stigende utilfredshed blandt befolkningen. Denne opstod allerede i starten af år 2003, som konsekvens af en voksende arbejdsløshed og underbeskæftigelse. Dertil kom det bolivianske folks misfornøjelse med den daværende regerings planer om eksport af landets naturgas, hvilket der var stor modstand mod så længe der ikke var nogen garanti for, at den brede befolkning ville få del i indtægterne ved salget. Med løftet om en nationalisering af landets naturgas samt fundamentale samfundsændringer vandt det socialistiske partiet Movimiento al Socialismo (MAS) derfor magten med 53,7 pct. Den nyvalgte regering og præsident Evo Morales (MAS) lagde med et nyt program op til forandring og forbedring.

Dags dato, efter tre år med MAS ved magten, er det dog begrænset, hvilke synlige resultater der er opnået. De økonomiske udsigter i disse år ser noget lysere ud end de foregående. Dette skyldes bl.a. en betydelig prisstigning på de råvarer, især sølv, tin og naturgas, som udgør en vigtig del af Bolivias eksport. Men trods den positive økonomiske vækst har man imidlertid stadig ikke formået at reducere den store fattigdom. Dertil kommer at Bolivia samtidigt er et af de lande i regionen, hvor indkomsten er mest ulige fordelt, hvilket særligt rammer det oprindelige folk. En anden vigtig problematik er den stadig udbredte korruption som gennemsyrer det bolivianske samfund fra top til bund og gør det umuligt at skabe tillid mellem befolkningen og myndighederne.

Bolivianerne træder med andre ord vande, og landets udvikling synes hverken at gå i den ende eller anden retning. Regionale forskelle og uenigheder gør det umuligt at samle landet til en enhed og skabe forandring. Dertil kommer endvidere befolkningens manglende tiltro til den decentrale magt, som endnu ikke har vist hverken evne eller vilje til at videreudvikle og forbedre det bolivianske demokrati, hvilket blandt dele af befolkningen nu har frembragt ønsket om en større fordeling af magten. Dette skal imidlertid realiseres ved at give landets departementer større økonomisk autonomi. Men ønsket om delvis autonomi har hidtil alene bidraget yderligere til de nationale stridigheder, idet de økonomisk dårligt stillede departementer frygter, at en forøget autonomi vil resultere i større national ulighed samt at de velstillede departementer i sidste ende vil kræve fuld autonomi og løsrive sig fra resten af landet. Og det er netop denne frygt den bolivianske regering i øjeblikket udnytter til fulde for at forhindre en decentralisering af magten - og dermed også en videreudvikling af det bolivianske demokrati.

Ditte

Tiltro til forandring

En præsentation af det økonomiske og sociale system i Danmark indebærer en forklaring og analyse af afgørende faktorer såsom udenlandske investorer og virksomheders virke i landet, det danske skattesystem, medico-branchen, vindmølleenergien, den danske flexicurity model samt vores universelle velfærdsmodel. Med lidt god vilje og forberedelse er dette umiddelbart en overkommelig opgave. Medtager man derimod det forhold, at præsentationen rent faktisk skal foregå på et forståeligt sprog for præsentationens publikum – hvilket i vores tilfælde er spansk – så kan den ellers meget overkommelige opgave godt gå hen og blive en del vanskeligere. Og det gjorde den – særligt for mig. Men med lidt ekstra god vilje samt lidt ekstra god forberedelse leverede Martin og jeg nu alligevel samlet set et godt resultat ved lørdagens seminar i JSB.
I alt 45 unge deltog med stor interesse og engagement i dagens program, hvilket udover vores oplæg indebær et foredrag om Bolivias energipolitiske udvikling samt gruppearbejde om hvilke egenskaber en politisk leder skal besidde. I denne forbindelse var der stor enighed blandt de fremmødte unge. De kom bl.a. frem til, at en god politiker skal have retfærdighedssans, evne til at samle folk, karisma, solid viden, vilje og visioner. Alle sammen kvaliteter, som flere af de nuværende indflydelsesrige bolivianske politikere desværre på nuværende tidspunkt mangler. Blandt de deltagende unge ved seminaret, var der dog alligevel tiltro til, at dette kan forandres. Og det er jo netop det, som vi i fællesskab arbejder for. Derfor var det også en rigtig god oplevelse at mærke de unges entusiasme og vilje til forandring. Den meget positive stemning gjorde sig også gældende i forhold til partiet og partiets ungdom. En af de ting som har overrasket mig allermest i forbindelse med dette projekt er, hvor let de unge bolivianere lader sig hverve og engagere. Til tider føles det som om, at JSB bare er det de har ventet på – en mulighed for at komme til orde, blive hørt og taget alvorligt. Og dette får én til at tro, at JSB og PSB samlet set meget vel kan have et uendeligt stort potentiale i dette land.

Ditte

Hvervning af medlemmer og indvielse af handelskammer i det sydlige Bolivia

I denne weekend var jeg på tur sydpå, til en lille by der hedder Yacuiba i Gran Chaco-regionen ved den argentinske grænse. Vi var nede og søge kontaktpersoner til partiet og fik det maksimale ud af opholdet. I de knap to dage vi var der fik Roy snakket med flere vigtige nøglepersoner, som har mange kontakter i lokalområdet. De var meget interesserede og har nu ytret ønske om at støtte partiets aktiviteter. Den egentlige grund til at vi var der var, at vi skulle være med til indvielsen af et handelskammer for landbrugsvarer, handel og service, et initiativ som efter otte års tovtrækkeri endelig er kommet op at stå. Målet med handelskammeret er gennem fællesskab at organisere forskellige faggrupper og derigennem søge at få en bedre pris for produkterne, påvirke det politiske liv for at forbedre de sociale og økonomiske forhold, forbedre den begrænsede infrastruktur osv. Det der kendetegner Gran Chaco-regionen er, at den politisk set er temmelig uorganiseret og økonomisk fattig. Ligeledes er den uudforsket territorium for et socialdemokratisk parti, så der er basis for at få involveret mange mennesker i det politiske projekt.
Det var en spændende tur, hvor jeg udover det fagligt relevante også fik lejlighed til at snakke med mange lokale og fik indblik i nogle af deres skikke, såsom at de drikker vin ligesom argentinerne, spiser masser af grillet oksekød ligesom argentinerne og lytter til musik der har mere med Argentina end Bolivia at gøre. Det er en spændende region, som jeg meget gerne vil besøge igen inden jeg drager mod Danmark igen.

Martin

En nødvendig omskrivning af sandheden

Vores ansøgning om opholdstilladelse er nu afleveret. Det var dog ikke uden forhindringer, at vi fik den indleveret på immigrationskontoret. I blandt de mange dokumenter tiltræk særlig ét dokument myndighedernes opmærksomhed – et brev fra DSU, som forklarede projektets indhold og retningslinier. Selvom vi imidlertid havde tilladt os at omdefinere DSU’s arbejde fra politisk til socialt og uddannelsesmæssigt - og dermed troede, at vi havde taget de nødvendige forholdsregler, så vakte ordet Socialdemócrata alligevel opmærksomhed. Derfor blev vi i første omgang sendt videre i systemet til en højere instans. Her måtte vi gennemgå et mindre forhør om vores baggrund og organisationens arbejde. Meget hurtigt blev det klart for os, at vi var tvunget til at undlade at fortælle hele sandheden, hvis vi havde interesse i fortsat at blive i landet. Efter det mindre forhør blev vi bedt om at vente på kontoret, mens der blev konsulteret med den øverste chef for immigrationskontoret. Efter en halvtimes ventetid, lød svaret – at vi måtte vende tilbage den efterfølgende dag til yderligere konsultation. Forvirret, forbavset og en smule frustreret måtte vi forlade bygningen uden noget foreløbig resultat. I dette øjeblik mærkede jeg, for første gang i mit liv, følelsen af magtesløshed. Magtesløshed over for et usammenhængende og ulogisk system, som oven i købet var gennemsyret af korruption. Martin og jeg var i besiddelse af alle de nødvendige dokumenter. Ifølge den bolivianske lov har vi dermed ret til at være i landet. Men i Bolivia følges loven ikke altid, og når det drejer sig om at sikre den siddende regerings magt, så følges loven aldrig. Her fjernes tilsyneladende enhver mulig politisk trussel med de nødvendige midler. Sådan fungerer det bolivianske demokrati.
Den efterfølgende dag lykkedes det os imidlertid at overbevise den øverste myndighed om, at de aktiviteter vi vil lave hernede udelukkende er af social og uddannelsesmæssigkarakter. Dette var uden tvivl en omskrivning af sandheden, men en nødvendig omskrivning af sandheden. Myndighederne har nu imidlertid godtaget vores ansøgning, så nu kan vi ikke gøre andet end at vente i spænding på det endelige svar, hvilket har sine fordele, da vi nu atter har fået tid til at fokusere på projektet og dets arbejdsopgaver. I dag deltog jeg i et planlægningsmøde for JSB´s næste seminar. Dette afvikles på næste lørdag og vil omhandle bolivianernes anvendelse af landets naturressourcer. I denne forbindelse vil Martin og jeg bidrage med en generel præsentation af den danske økonomi. Her vil vi bl.a. forsøge at forklare, hvorfor den vores økonomi er så stærk, når vi kun er i besiddelse af få naturressourcer. Dette er både en spændende og tidskrævende arbejdsopgave, men jeg er sikker på, at resultatet bliver godt.

Ditte

Nationalt møde i PSB

Denne lørdag gik med et langt (12 timers) møde i PSB, Bolivias Socialdemokratiske Parti, hvilket er moderpartiet til JSB. Her var der fremmødte fra mange af Bolivias departementer, heriblandt La Paz og El Alto, Sucre, Oruro, Cochabamba og selvfølgelig Santa Cruz, hvor mødet blev afholdt. Hovedformålet med mødet var at drøfte den nationale strategi for indsamling af underskrifter. Siden det var et af de første store nationale møder blev der også brugt megen tid på at udveksle gensidige lykønskninger fra samtlige delegationer, da det store projekt med at få udstedt underskriftsprotokollerne endelig er lykkes. Derfor var mødet præget af en meget positiv stemning, på trods af de for en dansker næsten ubegribelige sociale, økonomiske og etniske - og derfor også politiske - forskelle mellem Bolivias forskellige departementer.
Til min store glæde så jeg, at mange af repræsentanterne fra de forskellige egne af landet var unge mennesker, de fleste omkring 25 år, hvilket er relativt lavt set i lyset af at det var moderpartiet der afholdt mødet. De sørgelige politiske realiteter i Bolivia er, at mens de traditionelle politiske partier fisker meget efter de unges stemmer (i det at cirka 50 % af landets befolkning er under 35 år) ikke inkluderer de unge i de politiske beslutningsprocesser.
Således er det bolivianske glas både halvtomt og halvfyldt, i det at de unge befinder sig i en marginalposition i forhold til repræsentation i regeringen og samfundet generelt, altså en halvdesperat situation. På den anden side er der en gylden chance for at fange de unges politiske interesse, hvis ellers man formår at formidle budskabet om en reel vilje til forandring - i form af Partido Socialdemócrata Boliviano – Bolivias Socialdemokratiske Parti. Denne proces er med dagens møde for alvor skudt i gang og skulle gerne munde ud i at man i den bolivianske presse til efteråret kan læse at PSB med sine +57.000 underskrifter er blevet opstillingsberettiget til parlamentsvalget. Denne proces vil vi og forhåbentligt mange andre socialdemokratisk-tænkende bolivianere og danskere følge med spænding.

Mit første bekendtskab med det bolivianske sundhedssystem

Efter nogle hårde dage med mavekramper måtte jeg forleden dag kaste håndklædet i ringen og tage til læge. Dette foregik på den tysk-sponserede Kolping Klinik, hvor jeg efter en kontantbetaling på 10 kr. for en lægekonsultation, en lang ventetid, blodprøver og mange spørgsmål fra lægen fandt ud af at jeg faktisk var så hårdt medtaget og dehydreret at jeg måtte lade mig indlægge for en dag. Da dette så var konstateret måtte vi, som det bolivianske system foreskriver det, ud at købe medikamenter, nåle og saltvand, som jeg skulle bruge. Herefter måtte jeg ligge i syv stive timer og vente på at den liter væske vi havde købt var løbet ind i mine årer. Da det så endelig var løbet igennem skulle jeg så begynde på en antibiotika-kur, som jeg i skrivende stund lige er blevet færdig med. Sagen er simpelthen at jeg har fået en kraftig maveinfektion (E. Koli) som følge af at have spist noget dårligt mad. Eller jeg skulle måske sige, noget rigtigt lækkert mad med en ubehagelig følgesvend i form af en rigtig led bakterie. Dette er desværre hvad der sker når begærligheden efter lækker, men langt fra altid ren, boliviansk take-away tager over. Maden herovre er bare alt for lækker, så jeg vil ikke gå glip af noget.
Jeg kan berolige jer med at mine lægeordinerede dage med fedtreduceret og kødløs suppe og vand på flaske succesfuldt er overstået og at jeg igen har givet mig i kast med store stykker kød, chilisauce, kager og alskens is.

Dramatik i hverdagen

En hård og lang uge er passeret, og det er som om dens hændelser for alvor først er ved at gå op for mig nu. Det er første gang jeg har oplevet, at der er sket så meget, at mit sind og min sjæl ikke har kunnet følge med og fordøje alle begivenhederne én efter én. I stedet har oplevelserne nu samlet sig i en stor klump, som er umulig at synke på en gang. Jeg må derfor snyde mig til et enkelt øjeblik alene. Kun stilhed og stilstand giver én de rette betingelser, når man skal forsøge at samle sine tanker. Der er nu kun en ting at gøre - starte ved begyndelsen.
Den forløbende uge var først og fremmest dedikeret til vores ansøgning om imidlertid opholdstilladelse. En mere kompliceret og tidskrævende proces end vi umiddelbart havde forventet. En proces som bl.a. indebar en HIV-test, en sundheds-test, fremskaffelse af en national strafattest, en international strafattest og beviser for projektets oprigtighed. I denne forbindelse har vi i høj grad måtte erfare, at tingene, i et samfund hvor arbejdsbetingelserne og arbejdsmoralen er en del anderledes end i Danmark, kan tage meget lang tid. Her i landet hersker der til tider en ubegribelig form for logistik og systematik, som jeg vil påstå vil være uforståelig for enhver dansker. Af denne grund er vores tålmodighed gang på gang blevet sat på prøve, og vi har tit måtte tage en dyb indånding i forsøg på at begrænse den uundgåelige frustration over alt den spildte tid. For tid har vi ikke haft meget af i denne uge, da vores visum udløber i den nærmeste fremtid. Derfor blev situationen heller ikke meget bedre, da Martin i midten af ugen blev indlagt på hospitalet med en alvorlig maveinfektion og måtte tilbringe en hel dag med armen i drop. Vores uheld begrænsede sig dog ikke alene til dette, idet jeg samme dag for første gang stiftede nærmere bekendtskab med den bolivianske kriminalitet og blev overrumplet af en tyv på et af de lokale markeder. Heldigvis slap jeg nogenlunde fra det, og måtte kun tage afsked med min halskæde. I momentet var det selvfølgelig en meget ubehagelig overraskelse, men det er alligevel som om, at man får større forståelse for den slags kriminalitet, når man kender til virkeligheden hernede.
Da det blev søndag besluttede vi os imidlertid for at tage os en velfortjent pause efter alle ugens strabadser. I god tro kørte vi ud mod et smukt område med sandbakker og laguner lidt ude for byen. Her havde vi en forholdsvis stille og rolig eftermiddag, og da mørket begyndte at falde på, begav vi os atter tilbage mod byen. Pga. meget kraftige regnskyl var den ujævne vej blevet fyldt med vandhuller. Nogle steder var der nærmest tale om en slags små søer. Og i en af disse søer valgte vi selvfølgelig at køre fast. Mens tiden gik og vandet sivede ind, steg min bekymring i takt med vandstanden i bilen. Heldigvis kom der et par unge mænd kørende forbi. De hjalp os med at skaffe hjælp, men hernede er hjælp også noget, som kan tage tid at få fremskaffe – lang tid. Så efter 2 timer kom vi op af vandhullet, og i alt 6 timer senere stod bilen igen hjemme i garagen. Sikke en dag, og sikke en uge. Jeg håber, at den kommende tid byder på lidt mindre dramatik i hverdagen…

Ditte

En anderledes verden

Bolivia er et land af kontraster. Her lever modsætninger side om side, og livet rummer mange anderledes elementer. At færdes i et samfund som dette kræver derfor en alternativ indstilling til tilværelsen samt en ny opfattelse af hvordan man betragter og tackler hverdagens indhold.

Nogle vil påstå, at vi som mennesker kan vænne os til meget på ufattelig kort tid. Denne påstand har jeg imidlertid i skrivende stund svært ved at tilslutte mig. I den seneste tid har jeg erfaret, at tilvænning og omstilling også er noget der kan tage tid. Jeg er vokset op med bestemte normer og værdier - og er dermed blevet et slags produkt af det omgivende samfund. At blive placeret i en helt anden verden, hvor alt er ukendt, og hvor der samtidig stilles spørgsmålstegn ved det, som man troede var endegyldigt, kan derfor føles stærkt for både sind og sjæl.
Jeg har nu befundet mig i Santa Cruz (Bolivia) i knap 2 uger, og alt føles stadig meget nyt og anderledes. Hvert eneste åndedrag indbringer nye indtryk og oplevelser, og dermed kan selv det at trække vejret til tider føles anstrengende. At blive sunget i søvn om aftenen af ambulancernes sirener, og at vågne brat op ved lyden af pistolskud ved dagens frembrud - det er f.eks. noget, som jeg skal vænne mig til. Og ligeledes er det klingende campo-spansk, de tiggende letpåklædte børn på gaden samt det at færdes i byen med utallige små tilråb og stirrende blikke også noget, som jeg lige skal vænne mig til.
Så for at kunne overleve i det, på mange måder, meget anderledes samfund, er det med andre ord nødvendigt, at jeg foretager en form for personlig omstilling. Men hvordan gør man lige det? Hvordan ændrer man på noget, der ligger så dybt forankret i ens sind og sjæl? Og hvilke normer og værdier vil man, bør man og kan man give køb på, hvis det bliver nødvendigt?

Det bolivianske samfund udgør for mig en anderledes verden. En verden, som kan defineres ved dens mange kontraster: by og land, fattigdom og rigdom, fred og uro, korruption og demokrati, den vestlige verdens præg og de stærke oprindelige kulturer.
Santa Cruz er imidlertid et sted, hvor kontrasterne ved første øjekast ikke synes særlig tydelige. Med sine 900.000 indbyggere udgør byen det største, mest voksende og velfungerende samfund i Bolivia. Her kan alt købes for penge, og mulighederne er mange. Netop derfor tiltrækker håbet om en lysere fremtid også en bred vifte af den desperate bolivianske befolkning.
Men kigger man godt efter, vil man opdage, at kontrasterne også findes her, i byen med det hellige kors som sit symbol. Kontrasterne dukker bl.a. op når den velstillede del af befolkningen fejrer det årlige karneval med fest i gaderne og god traditionel mad, alt imens de fattige børn samler tomme øldåser op fra jorden for at sælge dem til genbrug. Og de bliver endnu tydeligere, når de tidligere bønder, som er flyttet til byen i håb om en bedre fremtid, går rundt langs gader og stræder for at tjene et par skillinger ved enten at sælge tyggegummi, bolsjer eller cigaretter. Dertil kommer endvidere byens geografiske opdeling med de trygge og rige kvarterer, omgivet af de fattige kvarterer med daglig kriminalitet.
Den vigtigste kontrast i samfundet findes dog i form af befolkningens meget forskellige uddannelses-niveau. Det er i høj grad denne faktor, der afgør det enkelte individs tilværelse og skaber de meget ulige levevilkår. Cirka 50 procent af den bolivianske ungdom får aldrig en rigtig uddannelse, men tager i stedet for job som ufaglært. Dette er ikke alene et stort tab for samfundet, men for den enkelte betyder det også en meget tvivlsom fremtid. For her findes ingen universelle velfærdsrettigheder.

Så det bolivianske liv er på mange måder usikkert – også her i Santa Cruz, men bemærkelsesværdigt ser det umiddelbart ud til, at befolkningen har vænnet sig til at leve med denne usikkerhed. En ubekymrende levevis gennemsyrer samfundet fra top til bund og skaber ro omkring tilværelsen på trods af alt. Det fornemmer selv jeg. Men dermed ved jeg nu ikke, om jeg endnu har opnået en fuldkommen omstilling. Forhåbentlig bliver jeg klogere i løbet af de næste 4 måneder med fortsat nye erfaringer og indtryk af den anderledes verden. En ting står dog klart for mig allerede nu – at tilpasse sig en anden kultur kan hverken gøres let eller på kort tid. En kendsgerning vi danskere i højere grad bør anerkende.

Ditte

Ved flodens bred

Så blev det endelig søndag. Efter en hård arbejdsuge kan vi med god samvittighed tage os en velfortjent fridag. Vi benytter lejligheden til at tage en tur ned til El Río. Her nyder vi solens varme og får en ”svømmetur” i det ”afkølende vand” på cirka 28 grader, som når os til lige under knæene. En lidt anderledes oplevelse, må jeg indrømme. Men bolivianerne ser ud til at nyde det i fulde drag. Langs flodens bred har utallige af familier opstillet parasoller og små borde med drikkelse og mad. Bilerne står som altid tæt parkeret, og gennem højtalerne høres forskellige variationer af musik – hvis man dog ellers kan skelne det ene nummer fra det andet.
Efter et par timer ved floden beslutter vi os for at køre lidt længere væk fra byen ud til en lagune. En lidt længere tur end beregnet, men bestemt besværet værd. Da vi endelig når frem, er solen ved at gå ned i horisonten. Omgivet af det idylliske landskab med tropiske planter og sandstrand, tager vi os en svømmetur. Nu føles vandet ikke længere ubehageligt varmt, men nærmest beroligende, og det er som om, at roen langsomt sænker sig over os alle. Her vil vi helt sikkert vende tilbage til. Da vi igen kører ind mod byen, slår trætheden os alle omkuld. Brisen fra det nedrullede vindue føles frisk og afkølende. Jeg kigger en sidste gang ud over det mørke landskab og ser ildfluerne blinke i det fjerne. Det har været en god dag.

Ditte

Vores første præsentation

I forgårs, lørdag, holdt JSDB møde om hvordan man organiserer sig som ungdomspolitisk parti. Som del af dette lavede en boliviansk sociolog et oplæg omkring lederskab i Bolivia. Der blev snakket om ledermoral og uheldige fortilfælde, hvor moralen havde manglet – en gennemgående egenskab i mange af Bolivias tidligere ledere, som har haft egeninteresser og kapitalisering for øje i deres lederroller.
I denne forbindelse lavede vi en præsentation af DSU, strukturen på organisationen og strategier for hvervning og vedligeholdelse af medlemmer. Det var vores første store opgave, men den gik over al forventning, selvom den vel at mærke skulle præsenteres på spansk. Mødet var sat til at skulle foregå i mødelokalet/kantinen på vores hotel og vi havde forventet ca. 30 deltagere. I stedet måtte vi i sidste øjeblik løbe rundt for at finde stole, i det næsten 50 mennesker var mødt op.
Folk var nysgerrige og spørgelystne efter at høre hvordan vi finansierer vores arbejde i Danmark, hvilken alder vores medlemmer typisk har og hvad vi gør for at udvikle ledere i DSU. Forbavsende få var mistroiske overfor vores projekt og kun en enkelt ville vide hvad vi som parti havde ud af at hjælpe et boliviansk ungdomsparti, altså vores egeninteresser. Det er et gennemgående og meget omfattende problem at den bolivianske ungdom har mistet al tiltro til de gamle politiske partier og idéer pga. de førnævnte egeninteresser og korruption, så det var bemærkelsesværdigt at ikke flere var mistroiske over for vores tilstedeværelse. De få som havde denne holdning fik vi arbejdet lidt på ved dels at forklare, at DSU støtter JSDBs projekt som led i et internationalt samarbejde, baseret på socialdemokratiske værdier, dels ved brug af lidt humor - der blev trukket på smilebåndet da jeg sagde, at vi ikke er affilieret med CIA, som ellers har mange tråde ude i hele Latinamerika.
Alt i alt blev der stillet godt med spørgsmål, ikke mindst til Danmark som helhed, vores kultur, økonomiske forhold, solidaritet og fattigdom. Mødet var en succes og alle de som var involveret i planlægning og afholdelse af mødet smilte over hele femøren bagefter. Det var en god begyndelse på vores arbejde i Bolivia og vi håber at kunne trække lige så mange interesserede til det næste møde om naturressourcer, som skal afholdes en af de følgende lørdage.


Martin

Klar,parat og start...

Efter en god og solid introduktion til byen og de herboendes traditioner, er vi nu langt om længe for alvor gået i gang med at arbejde. På lørdag afholder JSDB sit første store seminar her i Santa Cruz. På mødet vil Martin og jeg fremlægge vores første rigtige oplæg om DSU – på spansk vel at bemærke, hvilket særligt bliver en udfordring for mig. Oplægget vil, udover en generel præsentation af DSU, omhandle strategier for hvervning og fastholdelse af nye medlemmer. Og man må sige, at kombinationen af mine organisatoriske erfaringer og Martins gode spansk kommer os fint til gode i denne forbindelse.
Så i øjeblikket har vi altså nok arbejde at tage os til, men der skal jo også – ifølge den sydamerikanske levevis – være tid til en lille siesta i hængekøjen J. Her tager jeg mig en lille velfortjent pause på terrassen med Roys datter - og hvor er hun skøn!

Ditte

Hverdagens komme og store politiske drømme

Nu er selv carnavalito slut - karnevalets undskyldning for endnu en fest - og vores hverdag her er så småt begyndt. Carnavalito sluttede med en fest hvor der var mad, musik, dans og øl. Maden bestod i masser af kød, lavet af en hyret kok, som grillede churrasco – den lokale grillmad af helstegt oksesteg, chorizo, grillede ribben og meget andet. Til denne kødfest havde udvalget i vores comparsa hyret et fem-mands liveband. Så man må sige at karnevalet blev afsluttet med manér!

Nu hvor vi er blevet vist rundt i byen af både vores vært Roy, såvel som af mange af de unge i JSDB (Juventud Social Demócrata de Bolivia), har hverdagen indfundet sig og vi har haft det første møde med de unge i ungdomspartiet som vi samarbejder og erfaringsudveksler med herovre.
Vores første møde forløb godt, selvom de unge var lidt tilbageholdende i starten. Vi fik forklaret lidt om os selv og vores grunde til at være her, godt blandet med lidt humor og gode grin over de store kulturelle forskelle mellem Danmark og Bolivia. Gennem dette møde fik vi det første indblik i hvordan de unge bolivianere holder møde og hvordan de får det meste ud af de få midler de har at gøre med, i deres umøblerede, 15 m2 partikontor med neonbelysning.

I dag var samtidig den store dag for moderpartiet Partido Socialdemócrata Boliviana, som kunne annoncere i en landsdækkende avis, at det nu er godkendt som parti i Bolivia. Således går der nu ikke længe inden de fra retten i La Paz modtager de bøger, som skal indeholde de 57.600 underskrifter der skal indsamles før partiet kan opstille til valg. Der ligger meget arbejde forude, men dagen i dag har været skelsættende for partiet, i det den bolivianske offentlighed har kunnet læse at vores gode ven Roy nu står i spidsen for en ny, socialdemokratisk bevægelse i Bolivia – en bevægelse som vil forene befolkningen i et socialdemokratisk og inkluderende parti, som vil bygge bro mellem de mange etniske forskelle og spændinger i den bolivianske befolkning.

Martin

Karneval og kulturchok

I et samfund hvor hverdagens alvor er stor, får karnevalet en helt særlig betydning. Det er i disse dage alle bekymringer om arbejde, sygdom, sult og fattigdom fortrænges. Det er i disse dage livet føles stærkt og godt – og det gjorde det, også for Martin og jeg.
Efter fire dage med fest, musik og dans i samtlige af byens gader, hjemmelavet traditionel boliviansk mad, øl, whisky og en forfærdelig masse maling/vand/skum, er vores kræfter for alvor ved at slippe op. I en nærmest euforisk tilstand kaster jeg mig tungt ned på hotelsengen. Mine fødder er ømme, og mit hår og min hud har fået kulør i alle regnbuens farver. Ganger man et dansk festival med ti, får man et nogenlunde billede af karnevalets styrke og dertilhørende eftervirkninger. Hvordan bolivianerne år efter år kan holde til dette var i begyndelsen uklart for mig, men allerede ved karnevalets første optog forstod jeg hvorfor.
Blot to timer efter Martin og jeg var blevet indlogeret på vores hotel i centrum af Santa Cruz, befandt vi os, udklædt i karnevalsdragter, dansende i det kæmpe karnevalsoptog. Omkring os var hundredvis af mennesker, sprudlende af livsglæde, klædt i alle tænkelige farver og former for dragter. Den latinamerikanske rytme dunkede så hårdt i min krop, at det var umuligt at tænke, så jeg lod være. I stedet lod jeg mig rive med på den ubekymrede bølge af fest, dans og glæde. At dette er essensen af karnevalets betydning, forstod jeg netop i dette øjeblik.
Man må sige, at vi med karnevalet har fået den første introduktion til det meget alsidige bolivianske samfund. Det har været en meget overvældende oplevelse for os begge. De næste dage skal vi nu lære byen at kende uden karnevalsudsmykning og den kontante euforiske stemning. Jeg tror, at det bliver spændende og anderledes.

Ditte

Karnevalets sidste krampetrækninger

Det er nu to dage siden karnevalet sluttede og de sidste rester af maling og tryksværte er ved at forsvinde fra nakken, skuldrene, hagen og neglene – efter lang tids skrubben og skuren.
Status er at vi har festet og danset vores vej ind i bolivianernes hjerter. Inden for vores karnevalsoptog på små 50 personer er alle nu bekendt med de unge danskeres indtog. Alle har været nysgerrige efter at vide hvorfra vi nu lige kom og en god portion af mændene har ivrigt spurgt til danskernes måde at feste på. Så ordet skål har runget i de små gader i Santa Cruz’ bymidte.
Nu ligner gaderne ikke længere sig selv, da de er blevet skuret rene af hvad der må være en sand hær af offentligt ansatte renovationsarbejdere – for damn, hvor var der meget skidt overalt. De tomme øldåser har de fattige for længst fjernet og solgt til genbrug, men ting som tomme spraydåser og små beholdere til den på én gang både elskede og forhadte maling (afhængig af om man var den der havde kastet den eller den der havde fået den i nakken) lå stadig og flød.
Efter fire dage med faste mødetider hos optogets leder til spisning af traditionelle bolivianske supper og andet godt, sidder man nu tilbage og halværgrer sig over at det er slut. Ikke at man savner suppen – for enormt varm suppe, 30 graders varme og høj sol ikke er ideelt for en tran-svedende dansker – men man savner alt andet omkring optoget, såsom at kunne råbe optogets krigsråb (”Tronadera, Tronadera!!!!!!!!!) ud i den varme aftensol.
Alt det er nu slut, desværre… Lige indtil søndag hvor karnevalets svar på rosinen i pølseenden sparkes i gang: Carnavalito, eller Lille Karneval på dansk. Dette er en art optjent bonus for alle de hårde dage og fungerer som en afsluttende fest, med mad og hygge for at markere karnevallets endeligt… Med mindre man selvfølgelig følger den nyopståede trend, som hedder Carnavaliño, eller Mini Karneval på dansk; endnu en undskyldning for atter at genopfylde whiskyglasset og vandre råbende og beskidt rundt i gaderne.

Martin

Ankomst til Santa Cruz

Efter knap 2 døgns rejse har vi langt om længe nået vores destination. I Santa Cruz´ meget beskedne, men hyggelige lufthavn, får vi en fin velkomst af en stor flok unge smilende bolivianere - deriblandt Roy, som er formand for PSDB. Efter adskillige håndtryk og kindkys får vi læsset vores bagage ind i den sorte landcruiser, og kører derefter gennem byen med nedrullede vinduer. For første gang mærker vi den varme og tørre brise, mens vi danner os de første indtryk af det sted, som de næste par måneder skal være vores hjem. Det føles alt sammen meget stærkt, ja nærmest uvirkeligt. Med den sammenflydende trafik bevæger vi os fra byens ydrekant med industrikvarter og nybyggeri ind til hjertet af Santa Cruz. Billeder af unge blaffere, legende letpåklædte børn langs vejkanten, flade huse med små overdækkede terrasser og solen der langsomt går ned bag os sætter sig fast på min nethinde. Jeg tager en dyb indånding og ånder ud igen. Pludselig peger Roy begejstret på en stor statue, som vi hurtigt passerer. Statuen forestiller en kvinde med udbredte arme, og Roy fortæller mig, at hun er byens helgen. Hun passer på alle byens beboer. Jeg håber, at hun vil gøre det samme for Martin og jeg under vores ophold.

Afrejse til Bolivia

Der står 1. feb. i kalenderen. Det sidste stykke tid er gået hurtigt, og det er næsten ufatteligt, at det er nu. Men dagen for vores afrejse er kommet, og det er blevet tid til at sige et sidste farvel til familie og venner - ja i det hele taget til at sige farvel til det kendte og trygge. For verden venter på os, og uvisheden om hvad der venter derude er på en og samme tid både afskrækkende og betagende,
Det at være aktiv i en ungdomspolitisk organisation indebærer mange ting. For mit eget vedkomne er det centrale først og fremmest, at det giver mig mulighed for at gøre en forskel. Ikke nødvendigvis i de store sammenhænge, men først og fremmest i de små. For det er her, at det hele begynder. Det er når vi alle yder en lille indsats, at forskellen for alvor bliver at mærke. Og det gør vi i DSU. Her kæmper vi for de værdier, som vi tror på. Som ungt menneske giver DSU ikke bare alene én mulighed for at mene noget, men også for at sætte handling bag ved det man mener. Og dette gælder også i international sammenhæng. Netop derfor sidder Martin og jeg i dag i Københavns lufthavn og venter på vores første fly mod Bolivia. I det næste halve år vil vi være udstationeret af DSU og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) i byen Santa Cruz. Her skal vi arbejde sammen med DSU´s bolivianske søsterparti Partido Social Demócrata Boliviano. Vores udstationering er en del af et større projekt som i sin helhed går ud på at skabe ungdomsorganisationen Juventud Social Demócrata Boliviana (JSDB). Martin og jeg vil under vores ophold fungere som en slags konsulenter i denne proces, og vi vil tage aktiv del i alle former for arbejdsopgaver.

Vi håber, at du har lyst til at følge vores arbejde og oplevelser her på denne blog. Vi kan love, at det bliver spændende!!!