onsdag den 19. marts 2008

Tiltro til forandring

En præsentation af det økonomiske og sociale system i Danmark indebærer en forklaring og analyse af afgørende faktorer såsom udenlandske investorer og virksomheders virke i landet, det danske skattesystem, medico-branchen, vindmølleenergien, den danske flexicurity model samt vores universelle velfærdsmodel. Med lidt god vilje og forberedelse er dette umiddelbart en overkommelig opgave. Medtager man derimod det forhold, at præsentationen rent faktisk skal foregå på et forståeligt sprog for præsentationens publikum – hvilket i vores tilfælde er spansk – så kan den ellers meget overkommelige opgave godt gå hen og blive en del vanskeligere. Og det gjorde den – særligt for mig. Men med lidt ekstra god vilje samt lidt ekstra god forberedelse leverede Martin og jeg nu alligevel samlet set et godt resultat ved lørdagens seminar i JSB.
I alt 45 unge deltog med stor interesse og engagement i dagens program, hvilket udover vores oplæg indebær et foredrag om Bolivias energipolitiske udvikling samt gruppearbejde om hvilke egenskaber en politisk leder skal besidde. I denne forbindelse var der stor enighed blandt de fremmødte unge. De kom bl.a. frem til, at en god politiker skal have retfærdighedssans, evne til at samle folk, karisma, solid viden, vilje og visioner. Alle sammen kvaliteter, som flere af de nuværende indflydelsesrige bolivianske politikere desværre på nuværende tidspunkt mangler. Blandt de deltagende unge ved seminaret, var der dog alligevel tiltro til, at dette kan forandres. Og det er jo netop det, som vi i fællesskab arbejder for. Derfor var det også en rigtig god oplevelse at mærke de unges entusiasme og vilje til forandring. Den meget positive stemning gjorde sig også gældende i forhold til partiet og partiets ungdom. En af de ting som har overrasket mig allermest i forbindelse med dette projekt er, hvor let de unge bolivianere lader sig hverve og engagere. Til tider føles det som om, at JSB bare er det de har ventet på – en mulighed for at komme til orde, blive hørt og taget alvorligt. Og dette får én til at tro, at JSB og PSB samlet set meget vel kan have et uendeligt stort potentiale i dette land.

Ditte

Ingen kommentarer: