Dramatik i hverdagen

En hård og lang uge er passeret, og det er som om dens hændelser for alvor først er ved at gå op for mig nu. Det er første gang jeg har oplevet, at der er sket så meget, at mit sind og min sjæl ikke har kunnet følge med og fordøje alle begivenhederne én efter én. I stedet har oplevelserne nu samlet sig i en stor klump, som er umulig at synke på en gang. Jeg må derfor snyde mig til et enkelt øjeblik alene. Kun stilhed og stilstand giver én de rette betingelser, når man skal forsøge at samle sine tanker. Der er nu kun en ting at gøre - starte ved begyndelsen.
Den forløbende uge var først og fremmest dedikeret til vores ansøgning om imidlertid opholdstilladelse. En mere kompliceret og tidskrævende proces end vi umiddelbart havde forventet. En proces som bl.a. indebar en HIV-test, en sundheds-test, fremskaffelse af en national strafattest, en international strafattest og beviser for projektets oprigtighed. I denne forbindelse har vi i høj grad måtte erfare, at tingene, i et samfund hvor arbejdsbetingelserne og arbejdsmoralen er en del anderledes end i Danmark, kan tage meget lang tid. Her i landet hersker der til tider en ubegribelig form for logistik og systematik, som jeg vil påstå vil være uforståelig for enhver dansker. Af denne grund er vores tålmodighed gang på gang blevet sat på prøve, og vi har tit måtte tage en dyb indånding i forsøg på at begrænse den uundgåelige frustration over alt den spildte tid. For tid har vi ikke haft meget af i denne uge, da vores visum udløber i den nærmeste fremtid. Derfor blev situationen heller ikke meget bedre, da Martin i midten af ugen blev indlagt på hospitalet med en alvorlig maveinfektion og måtte tilbringe en hel dag med armen i drop. Vores uheld begrænsede sig dog ikke alene til dette, idet jeg samme dag for første gang stiftede nærmere bekendtskab med den bolivianske kriminalitet og blev overrumplet af en tyv på et af de lokale markeder. Heldigvis slap jeg nogenlunde fra det, og måtte kun tage afsked med min halskæde. I momentet var det selvfølgelig en meget ubehagelig overraskelse, men det er alligevel som om, at man får større forståelse for den slags kriminalitet, når man kender til virkeligheden hernede.
Da det blev søndag besluttede vi os imidlertid for at tage os en velfortjent pause efter alle ugens strabadser. I god tro kørte vi ud mod et smukt område med sandbakker og laguner lidt ude for byen. Her havde vi en forholdsvis stille og rolig eftermiddag, og da mørket begyndte at falde på, begav vi os atter tilbage mod byen. Pga. meget kraftige regnskyl var den ujævne vej blevet fyldt med vandhuller. Nogle steder var der nærmest tale om en slags små søer. Og i en af disse søer valgte vi selvfølgelig at køre fast. Mens tiden gik og vandet sivede ind, steg min bekymring i takt med vandstanden i bilen. Heldigvis kom der et par unge mænd kørende forbi. De hjalp os med at skaffe hjælp, men hernede er hjælp også noget, som kan tage tid at få fremskaffe – lang tid. Så efter 2 timer kom vi op af vandhullet, og i alt 6 timer senere stod bilen igen hjemme i garagen. Sikke en dag, og sikke en uge. Jeg håber, at den kommende tid byder på lidt mindre dramatik i hverdagen…

Ditte

En anderledes verden

Bolivia er et land af kontraster. Her lever modsætninger side om side, og livet rummer mange anderledes elementer. At færdes i et samfund som dette kræver derfor en alternativ indstilling til tilværelsen samt en ny opfattelse af hvordan man betragter og tackler hverdagens indhold.

Nogle vil påstå, at vi som mennesker kan vænne os til meget på ufattelig kort tid. Denne påstand har jeg imidlertid i skrivende stund svært ved at tilslutte mig. I den seneste tid har jeg erfaret, at tilvænning og omstilling også er noget der kan tage tid. Jeg er vokset op med bestemte normer og værdier - og er dermed blevet et slags produkt af det omgivende samfund. At blive placeret i en helt anden verden, hvor alt er ukendt, og hvor der samtidig stilles spørgsmålstegn ved det, som man troede var endegyldigt, kan derfor føles stærkt for både sind og sjæl.
Jeg har nu befundet mig i Santa Cruz (Bolivia) i knap 2 uger, og alt føles stadig meget nyt og anderledes. Hvert eneste åndedrag indbringer nye indtryk og oplevelser, og dermed kan selv det at trække vejret til tider føles anstrengende. At blive sunget i søvn om aftenen af ambulancernes sirener, og at vågne brat op ved lyden af pistolskud ved dagens frembrud - det er f.eks. noget, som jeg skal vænne mig til. Og ligeledes er det klingende campo-spansk, de tiggende letpåklædte børn på gaden samt det at færdes i byen med utallige små tilråb og stirrende blikke også noget, som jeg lige skal vænne mig til.
Så for at kunne overleve i det, på mange måder, meget anderledes samfund, er det med andre ord nødvendigt, at jeg foretager en form for personlig omstilling. Men hvordan gør man lige det? Hvordan ændrer man på noget, der ligger så dybt forankret i ens sind og sjæl? Og hvilke normer og værdier vil man, bør man og kan man give køb på, hvis det bliver nødvendigt?

Det bolivianske samfund udgør for mig en anderledes verden. En verden, som kan defineres ved dens mange kontraster: by og land, fattigdom og rigdom, fred og uro, korruption og demokrati, den vestlige verdens præg og de stærke oprindelige kulturer.
Santa Cruz er imidlertid et sted, hvor kontrasterne ved første øjekast ikke synes særlig tydelige. Med sine 900.000 indbyggere udgør byen det største, mest voksende og velfungerende samfund i Bolivia. Her kan alt købes for penge, og mulighederne er mange. Netop derfor tiltrækker håbet om en lysere fremtid også en bred vifte af den desperate bolivianske befolkning.
Men kigger man godt efter, vil man opdage, at kontrasterne også findes her, i byen med det hellige kors som sit symbol. Kontrasterne dukker bl.a. op når den velstillede del af befolkningen fejrer det årlige karneval med fest i gaderne og god traditionel mad, alt imens de fattige børn samler tomme øldåser op fra jorden for at sælge dem til genbrug. Og de bliver endnu tydeligere, når de tidligere bønder, som er flyttet til byen i håb om en bedre fremtid, går rundt langs gader og stræder for at tjene et par skillinger ved enten at sælge tyggegummi, bolsjer eller cigaretter. Dertil kommer endvidere byens geografiske opdeling med de trygge og rige kvarterer, omgivet af de fattige kvarterer med daglig kriminalitet.
Den vigtigste kontrast i samfundet findes dog i form af befolkningens meget forskellige uddannelses-niveau. Det er i høj grad denne faktor, der afgør det enkelte individs tilværelse og skaber de meget ulige levevilkår. Cirka 50 procent af den bolivianske ungdom får aldrig en rigtig uddannelse, men tager i stedet for job som ufaglært. Dette er ikke alene et stort tab for samfundet, men for den enkelte betyder det også en meget tvivlsom fremtid. For her findes ingen universelle velfærdsrettigheder.

Så det bolivianske liv er på mange måder usikkert – også her i Santa Cruz, men bemærkelsesværdigt ser det umiddelbart ud til, at befolkningen har vænnet sig til at leve med denne usikkerhed. En ubekymrende levevis gennemsyrer samfundet fra top til bund og skaber ro omkring tilværelsen på trods af alt. Det fornemmer selv jeg. Men dermed ved jeg nu ikke, om jeg endnu har opnået en fuldkommen omstilling. Forhåbentlig bliver jeg klogere i løbet af de næste 4 måneder med fortsat nye erfaringer og indtryk af den anderledes verden. En ting står dog klart for mig allerede nu – at tilpasse sig en anden kultur kan hverken gøres let eller på kort tid. En kendsgerning vi danskere i højere grad bør anerkende.

Ditte

Ved flodens bred

Så blev det endelig søndag. Efter en hård arbejdsuge kan vi med god samvittighed tage os en velfortjent fridag. Vi benytter lejligheden til at tage en tur ned til El Río. Her nyder vi solens varme og får en ”svømmetur” i det ”afkølende vand” på cirka 28 grader, som når os til lige under knæene. En lidt anderledes oplevelse, må jeg indrømme. Men bolivianerne ser ud til at nyde det i fulde drag. Langs flodens bred har utallige af familier opstillet parasoller og små borde med drikkelse og mad. Bilerne står som altid tæt parkeret, og gennem højtalerne høres forskellige variationer af musik – hvis man dog ellers kan skelne det ene nummer fra det andet.
Efter et par timer ved floden beslutter vi os for at køre lidt længere væk fra byen ud til en lagune. En lidt længere tur end beregnet, men bestemt besværet værd. Da vi endelig når frem, er solen ved at gå ned i horisonten. Omgivet af det idylliske landskab med tropiske planter og sandstrand, tager vi os en svømmetur. Nu føles vandet ikke længere ubehageligt varmt, men nærmest beroligende, og det er som om, at roen langsomt sænker sig over os alle. Her vil vi helt sikkert vende tilbage til. Da vi igen kører ind mod byen, slår trætheden os alle omkuld. Brisen fra det nedrullede vindue føles frisk og afkølende. Jeg kigger en sidste gang ud over det mørke landskab og ser ildfluerne blinke i det fjerne. Det har været en god dag.

Ditte

Vores første præsentation

I forgårs, lørdag, holdt JSDB møde om hvordan man organiserer sig som ungdomspolitisk parti. Som del af dette lavede en boliviansk sociolog et oplæg omkring lederskab i Bolivia. Der blev snakket om ledermoral og uheldige fortilfælde, hvor moralen havde manglet – en gennemgående egenskab i mange af Bolivias tidligere ledere, som har haft egeninteresser og kapitalisering for øje i deres lederroller.
I denne forbindelse lavede vi en præsentation af DSU, strukturen på organisationen og strategier for hvervning og vedligeholdelse af medlemmer. Det var vores første store opgave, men den gik over al forventning, selvom den vel at mærke skulle præsenteres på spansk. Mødet var sat til at skulle foregå i mødelokalet/kantinen på vores hotel og vi havde forventet ca. 30 deltagere. I stedet måtte vi i sidste øjeblik løbe rundt for at finde stole, i det næsten 50 mennesker var mødt op.
Folk var nysgerrige og spørgelystne efter at høre hvordan vi finansierer vores arbejde i Danmark, hvilken alder vores medlemmer typisk har og hvad vi gør for at udvikle ledere i DSU. Forbavsende få var mistroiske overfor vores projekt og kun en enkelt ville vide hvad vi som parti havde ud af at hjælpe et boliviansk ungdomsparti, altså vores egeninteresser. Det er et gennemgående og meget omfattende problem at den bolivianske ungdom har mistet al tiltro til de gamle politiske partier og idéer pga. de førnævnte egeninteresser og korruption, så det var bemærkelsesværdigt at ikke flere var mistroiske over for vores tilstedeværelse. De få som havde denne holdning fik vi arbejdet lidt på ved dels at forklare, at DSU støtter JSDBs projekt som led i et internationalt samarbejde, baseret på socialdemokratiske værdier, dels ved brug af lidt humor - der blev trukket på smilebåndet da jeg sagde, at vi ikke er affilieret med CIA, som ellers har mange tråde ude i hele Latinamerika.
Alt i alt blev der stillet godt med spørgsmål, ikke mindst til Danmark som helhed, vores kultur, økonomiske forhold, solidaritet og fattigdom. Mødet var en succes og alle de som var involveret i planlægning og afholdelse af mødet smilte over hele femøren bagefter. Det var en god begyndelse på vores arbejde i Bolivia og vi håber at kunne trække lige så mange interesserede til det næste møde om naturressourcer, som skal afholdes en af de følgende lørdage.


Martin

Klar,parat og start...

Efter en god og solid introduktion til byen og de herboendes traditioner, er vi nu langt om længe for alvor gået i gang med at arbejde. På lørdag afholder JSDB sit første store seminar her i Santa Cruz. På mødet vil Martin og jeg fremlægge vores første rigtige oplæg om DSU – på spansk vel at bemærke, hvilket særligt bliver en udfordring for mig. Oplægget vil, udover en generel præsentation af DSU, omhandle strategier for hvervning og fastholdelse af nye medlemmer. Og man må sige, at kombinationen af mine organisatoriske erfaringer og Martins gode spansk kommer os fint til gode i denne forbindelse.
Så i øjeblikket har vi altså nok arbejde at tage os til, men der skal jo også – ifølge den sydamerikanske levevis – være tid til en lille siesta i hængekøjen J. Her tager jeg mig en lille velfortjent pause på terrassen med Roys datter - og hvor er hun skøn!

Ditte

Hverdagens komme og store politiske drømme

Nu er selv carnavalito slut - karnevalets undskyldning for endnu en fest - og vores hverdag her er så småt begyndt. Carnavalito sluttede med en fest hvor der var mad, musik, dans og øl. Maden bestod i masser af kød, lavet af en hyret kok, som grillede churrasco – den lokale grillmad af helstegt oksesteg, chorizo, grillede ribben og meget andet. Til denne kødfest havde udvalget i vores comparsa hyret et fem-mands liveband. Så man må sige at karnevalet blev afsluttet med manér!

Nu hvor vi er blevet vist rundt i byen af både vores vært Roy, såvel som af mange af de unge i JSDB (Juventud Social Demócrata de Bolivia), har hverdagen indfundet sig og vi har haft det første møde med de unge i ungdomspartiet som vi samarbejder og erfaringsudveksler med herovre.
Vores første møde forløb godt, selvom de unge var lidt tilbageholdende i starten. Vi fik forklaret lidt om os selv og vores grunde til at være her, godt blandet med lidt humor og gode grin over de store kulturelle forskelle mellem Danmark og Bolivia. Gennem dette møde fik vi det første indblik i hvordan de unge bolivianere holder møde og hvordan de får det meste ud af de få midler de har at gøre med, i deres umøblerede, 15 m2 partikontor med neonbelysning.

I dag var samtidig den store dag for moderpartiet Partido Socialdemócrata Boliviana, som kunne annoncere i en landsdækkende avis, at det nu er godkendt som parti i Bolivia. Således går der nu ikke længe inden de fra retten i La Paz modtager de bøger, som skal indeholde de 57.600 underskrifter der skal indsamles før partiet kan opstille til valg. Der ligger meget arbejde forude, men dagen i dag har været skelsættende for partiet, i det den bolivianske offentlighed har kunnet læse at vores gode ven Roy nu står i spidsen for en ny, socialdemokratisk bevægelse i Bolivia – en bevægelse som vil forene befolkningen i et socialdemokratisk og inkluderende parti, som vil bygge bro mellem de mange etniske forskelle og spændinger i den bolivianske befolkning.

Martin

Karneval og kulturchok

I et samfund hvor hverdagens alvor er stor, får karnevalet en helt særlig betydning. Det er i disse dage alle bekymringer om arbejde, sygdom, sult og fattigdom fortrænges. Det er i disse dage livet føles stærkt og godt – og det gjorde det, også for Martin og jeg.
Efter fire dage med fest, musik og dans i samtlige af byens gader, hjemmelavet traditionel boliviansk mad, øl, whisky og en forfærdelig masse maling/vand/skum, er vores kræfter for alvor ved at slippe op. I en nærmest euforisk tilstand kaster jeg mig tungt ned på hotelsengen. Mine fødder er ømme, og mit hår og min hud har fået kulør i alle regnbuens farver. Ganger man et dansk festival med ti, får man et nogenlunde billede af karnevalets styrke og dertilhørende eftervirkninger. Hvordan bolivianerne år efter år kan holde til dette var i begyndelsen uklart for mig, men allerede ved karnevalets første optog forstod jeg hvorfor.
Blot to timer efter Martin og jeg var blevet indlogeret på vores hotel i centrum af Santa Cruz, befandt vi os, udklædt i karnevalsdragter, dansende i det kæmpe karnevalsoptog. Omkring os var hundredvis af mennesker, sprudlende af livsglæde, klædt i alle tænkelige farver og former for dragter. Den latinamerikanske rytme dunkede så hårdt i min krop, at det var umuligt at tænke, så jeg lod være. I stedet lod jeg mig rive med på den ubekymrede bølge af fest, dans og glæde. At dette er essensen af karnevalets betydning, forstod jeg netop i dette øjeblik.
Man må sige, at vi med karnevalet har fået den første introduktion til det meget alsidige bolivianske samfund. Det har været en meget overvældende oplevelse for os begge. De næste dage skal vi nu lære byen at kende uden karnevalsudsmykning og den kontante euforiske stemning. Jeg tror, at det bliver spændende og anderledes.

Ditte

Karnevalets sidste krampetrækninger

Det er nu to dage siden karnevalet sluttede og de sidste rester af maling og tryksværte er ved at forsvinde fra nakken, skuldrene, hagen og neglene – efter lang tids skrubben og skuren.
Status er at vi har festet og danset vores vej ind i bolivianernes hjerter. Inden for vores karnevalsoptog på små 50 personer er alle nu bekendt med de unge danskeres indtog. Alle har været nysgerrige efter at vide hvorfra vi nu lige kom og en god portion af mændene har ivrigt spurgt til danskernes måde at feste på. Så ordet skål har runget i de små gader i Santa Cruz’ bymidte.
Nu ligner gaderne ikke længere sig selv, da de er blevet skuret rene af hvad der må være en sand hær af offentligt ansatte renovationsarbejdere – for damn, hvor var der meget skidt overalt. De tomme øldåser har de fattige for længst fjernet og solgt til genbrug, men ting som tomme spraydåser og små beholdere til den på én gang både elskede og forhadte maling (afhængig af om man var den der havde kastet den eller den der havde fået den i nakken) lå stadig og flød.
Efter fire dage med faste mødetider hos optogets leder til spisning af traditionelle bolivianske supper og andet godt, sidder man nu tilbage og halværgrer sig over at det er slut. Ikke at man savner suppen – for enormt varm suppe, 30 graders varme og høj sol ikke er ideelt for en tran-svedende dansker – men man savner alt andet omkring optoget, såsom at kunne råbe optogets krigsråb (”Tronadera, Tronadera!!!!!!!!!) ud i den varme aftensol.
Alt det er nu slut, desværre… Lige indtil søndag hvor karnevalets svar på rosinen i pølseenden sparkes i gang: Carnavalito, eller Lille Karneval på dansk. Dette er en art optjent bonus for alle de hårde dage og fungerer som en afsluttende fest, med mad og hygge for at markere karnevallets endeligt… Med mindre man selvfølgelig følger den nyopståede trend, som hedder Carnavaliño, eller Mini Karneval på dansk; endnu en undskyldning for atter at genopfylde whiskyglasset og vandre råbende og beskidt rundt i gaderne.

Martin

Ankomst til Santa Cruz

Efter knap 2 døgns rejse har vi langt om længe nået vores destination. I Santa Cruz´ meget beskedne, men hyggelige lufthavn, får vi en fin velkomst af en stor flok unge smilende bolivianere - deriblandt Roy, som er formand for PSDB. Efter adskillige håndtryk og kindkys får vi læsset vores bagage ind i den sorte landcruiser, og kører derefter gennem byen med nedrullede vinduer. For første gang mærker vi den varme og tørre brise, mens vi danner os de første indtryk af det sted, som de næste par måneder skal være vores hjem. Det føles alt sammen meget stærkt, ja nærmest uvirkeligt. Med den sammenflydende trafik bevæger vi os fra byens ydrekant med industrikvarter og nybyggeri ind til hjertet af Santa Cruz. Billeder af unge blaffere, legende letpåklædte børn langs vejkanten, flade huse med små overdækkede terrasser og solen der langsomt går ned bag os sætter sig fast på min nethinde. Jeg tager en dyb indånding og ånder ud igen. Pludselig peger Roy begejstret på en stor statue, som vi hurtigt passerer. Statuen forestiller en kvinde med udbredte arme, og Roy fortæller mig, at hun er byens helgen. Hun passer på alle byens beboer. Jeg håber, at hun vil gøre det samme for Martin og jeg under vores ophold.

Afrejse til Bolivia

Der står 1. feb. i kalenderen. Det sidste stykke tid er gået hurtigt, og det er næsten ufatteligt, at det er nu. Men dagen for vores afrejse er kommet, og det er blevet tid til at sige et sidste farvel til familie og venner - ja i det hele taget til at sige farvel til det kendte og trygge. For verden venter på os, og uvisheden om hvad der venter derude er på en og samme tid både afskrækkende og betagende,
Det at være aktiv i en ungdomspolitisk organisation indebærer mange ting. For mit eget vedkomne er det centrale først og fremmest, at det giver mig mulighed for at gøre en forskel. Ikke nødvendigvis i de store sammenhænge, men først og fremmest i de små. For det er her, at det hele begynder. Det er når vi alle yder en lille indsats, at forskellen for alvor bliver at mærke. Og det gør vi i DSU. Her kæmper vi for de værdier, som vi tror på. Som ungt menneske giver DSU ikke bare alene én mulighed for at mene noget, men også for at sætte handling bag ved det man mener. Og dette gælder også i international sammenhæng. Netop derfor sidder Martin og jeg i dag i Københavns lufthavn og venter på vores første fly mod Bolivia. I det næste halve år vil vi være udstationeret af DSU og Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) i byen Santa Cruz. Her skal vi arbejde sammen med DSU´s bolivianske søsterparti Partido Social Demócrata Boliviano. Vores udstationering er en del af et større projekt som i sin helhed går ud på at skabe ungdomsorganisationen Juventud Social Demócrata Boliviana (JSDB). Martin og jeg vil under vores ophold fungere som en slags konsulenter i denne proces, og vi vil tage aktiv del i alle former for arbejdsopgaver.

Vi håber, at du har lyst til at følge vores arbejde og oplevelser her på denne blog. Vi kan love, at det bliver spændende!!!