En anderledes verden

Bolivia er et land af kontraster. Her lever modsætninger side om side, og livet rummer mange anderledes elementer. At færdes i et samfund som dette kræver derfor en alternativ indstilling til tilværelsen samt en ny opfattelse af hvordan man betragter og tackler hverdagens indhold.

Nogle vil påstå, at vi som mennesker kan vænne os til meget på ufattelig kort tid. Denne påstand har jeg imidlertid i skrivende stund svært ved at tilslutte mig. I den seneste tid har jeg erfaret, at tilvænning og omstilling også er noget der kan tage tid. Jeg er vokset op med bestemte normer og værdier - og er dermed blevet et slags produkt af det omgivende samfund. At blive placeret i en helt anden verden, hvor alt er ukendt, og hvor der samtidig stilles spørgsmålstegn ved det, som man troede var endegyldigt, kan derfor føles stærkt for både sind og sjæl.
Jeg har nu befundet mig i Santa Cruz (Bolivia) i knap 2 uger, og alt føles stadig meget nyt og anderledes. Hvert eneste åndedrag indbringer nye indtryk og oplevelser, og dermed kan selv det at trække vejret til tider føles anstrengende. At blive sunget i søvn om aftenen af ambulancernes sirener, og at vågne brat op ved lyden af pistolskud ved dagens frembrud - det er f.eks. noget, som jeg skal vænne mig til. Og ligeledes er det klingende campo-spansk, de tiggende letpåklædte børn på gaden samt det at færdes i byen med utallige små tilråb og stirrende blikke også noget, som jeg lige skal vænne mig til.
Så for at kunne overleve i det, på mange måder, meget anderledes samfund, er det med andre ord nødvendigt, at jeg foretager en form for personlig omstilling. Men hvordan gør man lige det? Hvordan ændrer man på noget, der ligger så dybt forankret i ens sind og sjæl? Og hvilke normer og værdier vil man, bør man og kan man give køb på, hvis det bliver nødvendigt?

Det bolivianske samfund udgør for mig en anderledes verden. En verden, som kan defineres ved dens mange kontraster: by og land, fattigdom og rigdom, fred og uro, korruption og demokrati, den vestlige verdens præg og de stærke oprindelige kulturer.
Santa Cruz er imidlertid et sted, hvor kontrasterne ved første øjekast ikke synes særlig tydelige. Med sine 900.000 indbyggere udgør byen det største, mest voksende og velfungerende samfund i Bolivia. Her kan alt købes for penge, og mulighederne er mange. Netop derfor tiltrækker håbet om en lysere fremtid også en bred vifte af den desperate bolivianske befolkning.
Men kigger man godt efter, vil man opdage, at kontrasterne også findes her, i byen med det hellige kors som sit symbol. Kontrasterne dukker bl.a. op når den velstillede del af befolkningen fejrer det årlige karneval med fest i gaderne og god traditionel mad, alt imens de fattige børn samler tomme øldåser op fra jorden for at sælge dem til genbrug. Og de bliver endnu tydeligere, når de tidligere bønder, som er flyttet til byen i håb om en bedre fremtid, går rundt langs gader og stræder for at tjene et par skillinger ved enten at sælge tyggegummi, bolsjer eller cigaretter. Dertil kommer endvidere byens geografiske opdeling med de trygge og rige kvarterer, omgivet af de fattige kvarterer med daglig kriminalitet.
Den vigtigste kontrast i samfundet findes dog i form af befolkningens meget forskellige uddannelses-niveau. Det er i høj grad denne faktor, der afgør det enkelte individs tilværelse og skaber de meget ulige levevilkår. Cirka 50 procent af den bolivianske ungdom får aldrig en rigtig uddannelse, men tager i stedet for job som ufaglært. Dette er ikke alene et stort tab for samfundet, men for den enkelte betyder det også en meget tvivlsom fremtid. For her findes ingen universelle velfærdsrettigheder.

Så det bolivianske liv er på mange måder usikkert – også her i Santa Cruz, men bemærkelsesværdigt ser det umiddelbart ud til, at befolkningen har vænnet sig til at leve med denne usikkerhed. En ubekymrende levevis gennemsyrer samfundet fra top til bund og skaber ro omkring tilværelsen på trods af alt. Det fornemmer selv jeg. Men dermed ved jeg nu ikke, om jeg endnu har opnået en fuldkommen omstilling. Forhåbentlig bliver jeg klogere i løbet af de næste 4 måneder med fortsat nye erfaringer og indtryk af den anderledes verden. En ting står dog klart for mig allerede nu – at tilpasse sig en anden kultur kan hverken gøres let eller på kort tid. En kendsgerning vi danskere i højere grad bør anerkende.

Ditte