Dramatik i hverdagen

En hård og lang uge er passeret, og det er som om dens hændelser for alvor først er ved at gå op for mig nu. Det er første gang jeg har oplevet, at der er sket så meget, at mit sind og min sjæl ikke har kunnet følge med og fordøje alle begivenhederne én efter én. I stedet har oplevelserne nu samlet sig i en stor klump, som er umulig at synke på en gang. Jeg må derfor snyde mig til et enkelt øjeblik alene. Kun stilhed og stilstand giver én de rette betingelser, når man skal forsøge at samle sine tanker. Der er nu kun en ting at gøre - starte ved begyndelsen.
Den forløbende uge var først og fremmest dedikeret til vores ansøgning om imidlertid opholdstilladelse. En mere kompliceret og tidskrævende proces end vi umiddelbart havde forventet. En proces som bl.a. indebar en HIV-test, en sundheds-test, fremskaffelse af en national strafattest, en international strafattest og beviser for projektets oprigtighed. I denne forbindelse har vi i høj grad måtte erfare, at tingene, i et samfund hvor arbejdsbetingelserne og arbejdsmoralen er en del anderledes end i Danmark, kan tage meget lang tid. Her i landet hersker der til tider en ubegribelig form for logistik og systematik, som jeg vil påstå vil være uforståelig for enhver dansker. Af denne grund er vores tålmodighed gang på gang blevet sat på prøve, og vi har tit måtte tage en dyb indånding i forsøg på at begrænse den uundgåelige frustration over alt den spildte tid. For tid har vi ikke haft meget af i denne uge, da vores visum udløber i den nærmeste fremtid. Derfor blev situationen heller ikke meget bedre, da Martin i midten af ugen blev indlagt på hospitalet med en alvorlig maveinfektion og måtte tilbringe en hel dag med armen i drop. Vores uheld begrænsede sig dog ikke alene til dette, idet jeg samme dag for første gang stiftede nærmere bekendtskab med den bolivianske kriminalitet og blev overrumplet af en tyv på et af de lokale markeder. Heldigvis slap jeg nogenlunde fra det, og måtte kun tage afsked med min halskæde. I momentet var det selvfølgelig en meget ubehagelig overraskelse, men det er alligevel som om, at man får større forståelse for den slags kriminalitet, når man kender til virkeligheden hernede.
Da det blev søndag besluttede vi os imidlertid for at tage os en velfortjent pause efter alle ugens strabadser. I god tro kørte vi ud mod et smukt område med sandbakker og laguner lidt ude for byen. Her havde vi en forholdsvis stille og rolig eftermiddag, og da mørket begyndte at falde på, begav vi os atter tilbage mod byen. Pga. meget kraftige regnskyl var den ujævne vej blevet fyldt med vandhuller. Nogle steder var der nærmest tale om en slags små søer. Og i en af disse søer valgte vi selvfølgelig at køre fast. Mens tiden gik og vandet sivede ind, steg min bekymring i takt med vandstanden i bilen. Heldigvis kom der et par unge mænd kørende forbi. De hjalp os med at skaffe hjælp, men hernede er hjælp også noget, som kan tage tid at få fremskaffe – lang tid. Så efter 2 timer kom vi op af vandhullet, og i alt 6 timer senere stod bilen igen hjemme i garagen. Sikke en dag, og sikke en uge. Jeg håber, at den kommende tid byder på lidt mindre dramatik i hverdagen…

Ditte