fredag den 28. marts 2008

Nyt initiativ

I forbindelse med JSB’s lokale kongres i Santa Cruz har ungdommen taget et nyt initiativ. Dette initiativ går ud på at skabe bedre kontakt til unge i byens ydrekvarterer og informere dem om vores politiske projekt. Derfor mødtes Martin og jeg lørdag aften med en gruppe faste medlemmer fra JSB. Sammen tog vi ud til et af Santa Cruz ydrekantsområder. Her havde et medlem fra ungdommens kongreskomite arrangeret et møde med kvarterets unge og andre interesserede. Og på trods af, at det var midt i påsken og lørdag aften mødte i alt 25 mennesker op, heriblandt sågar kvarterets overhoved. De fremmødte lyttede interesserede til fremlæggelsen af både partiets og ungdommens tanker og ideer. Det blev gjort klart, at dette politiske projekt i sin helhed er inkluderende og ikke ekskluderende. PSB og JSB ønsker med andre ord at inddrage befolkningen i både de organisatoriske og politiske aspekter i forbindelse med projektet. Man vil dermed i højere grad lytte til befolkningens holdning og de problemer, som de står over for i hverdagen.
Tilbagemeldingen fra de fremmødte var generelt positiv. Nogle havde dog også en smule svært ved at forholde sig til den fremførte politik og selve projektet, fordi politik i bred forstand ikke er en stor del af hverdagen for den almindelige bolivianer. Mødet førte dog imidlertid til, at JSB fik nedsat et lokalt udvalg bestående at et par af kvarterets unge, som i fremtiden vil stå for at arrangere politiske møder og andre aktiviteter i kvarteret. Mødet var dermed succesfuldt, og det nye initiativ er derfor også helt sikkert noget JSB vil fortsætte med. På det personlige plan var det også en rigtig god oplevelse for mig. Det var utrolig interessant at høre om de problemstillinger den almindelige bolivianer står over for i hverdagen, og dertil var det dejligt at se de unges interesse og positive reaktion på projektet.

Ditte

Ingen kommentarer: