I Retssamfundets Grænseland

Santa Cruz, 28. maj
Forleden fik jeg ved selvsyn indblik i hvordan man lever på landet i Bolivia – der hvor mennesket har måttet overgive sig til junglen og må leve i pagt med naturen; der hvor juraens ord ikke har magt, hvor lovens lange arm kun har ringe overblik over forbrydelser og hvor lokalsamfundets medlemmer selv er lovgivende, udøvende og dømmende magt. Gennem mit ophold i Bolivia har jeg indtil videre læst om 5 sager hvor primært indianersamfund har taget loven i egen hånd og banket folk ihjel med køller og hvad der ellers er ved hånden, for overtrædelser så relativt små som tyveri og røveri.
I Danmark var sådanne handlinger jo noget der foregik i bondesamfundets tid, hvor undertrykte bønder tog loven i egen hånd og lynchede jordejere der havde snydt dem gennem lang tid. Sådan er det heldigvis ikke mere. Lovens arme rækker ud i alle Danmarks afkroge og juraens ord er gennem tiden blevet en så integreret del af samfundet at stort set alle borgere anerkender dens eksistens og magt.
Sådan er det desværre ikke i Bolivia, hvor en relativt svag centralregering ikke kan holde justits med alle dele af samfundet. Således er præsident Evo Morales varm fortaler for den såkaldte ley de la justicia comunitaria – loven om lokaljustits - en lov gennem hvilken små lokalsamfund uden for politiets og statens rækkevidde i ro og fred kan udøve selvjustits som man ser det nødvendigt. Dette er som sådan ikke noget nyt, hverken på denne eller den europæiske side af Atlanten. Det bekymrende er imidlertid at vi nu skriver 2008 og at den slags handlinger, som strider mod alle civiliserede samfunds leveregler, stadig finder sted i Bolivia.
Jeg var forleden på weekendtur på landet, ud til et af de lokalsamfund som sagtens kunne havne på forsiden af aviserne. Her fortalte en veninde mig en historie fra sin barndom, som fik sat mit håb om forandring i landets fattige dele i perspektiv. Jeg fik fortalt hvordan hun som barn havde oplevet denne form for selvjustits og hvordan hun en dag sammen med sine klassekammerater blev ført ind i et fjernt klasseværelse på den lille lokale skole, fordi lokalsamfundets mænd skulle bruge det store klasseværelse til at straffe en mand, som efter sigende skulle have voldtaget en lokal, gift kvinde. Således blev den uheldige mand hængt op i fødderne og herefter gennembanket af et udvalg af lokale mænd, indtil han døde.
Denne slags historier kommer desværre ikke som en overraskelse, i det man ind imellem kan læse om dem i de lokale og nationale bolivianske aviser. Det frygtelige ved denne historie består dermed ikke i at det har foregået, men at jeg selv ved mit besøg har mødt de folk som støtter op omkring sådanne handlinger og måske selv har deltaget i dem.
I Danmark er der et konstant vågent øje mod lande som Afghanistan og en række afrikanske lande hvor selvjustits ind imellem finder sted. Dette bliver der flittigt rapporteret om fra alverdens journalister og gennem Amnesty International og Human Rights Watch. Det overraskende ved denne og de talrige andre historier, som de nationale bolivianske medier ofte dækker er derfor, at man ikke hører om historierne når de foregår i lande som Bolivia, hvor man ellers måtte formode at loven er blevet mere formaliseret og rækker ud i alle grene af samfundet. Hvorfor dækker vestlige journalister ikke den slags historier? Og hvorfor er Latinamerika i det hele taget så overset af de danske og europæiske medier når nu de kæmper med de samme problemstillinger som mange andre udviklingslande?
Bolivia er, som I har kunnet læse på denne blog gennem de sidste tre måneder, et væld af ujævne indtryk - fra et næsten ubegribeligt rigt samfunds luksus i form af store europæiske og amerikanske biler, fine hoteller og regeringsansatte i jakkesæt, til en næsten lige så ubegribelig fattigdom i materiel men også mental forstand. Der findes i 2008 stadig steder i Latinamerika hvor man i mørk middelalderstil lovgiver, dømmer og udøver sin egen form for selvjustits, uden nogen form for bevisførelse ej heller rettergang, men udelukkende på grundlag af rygter og udsagn.
Jeg vil ikke lyve og sige at der ikke er noget godt ved denne landlige del af landet - for der findes en for en dansker næsten uvirkelig skønhed i form af jungle, dyreliv og floder og en relativt venlig lokalbefolkning. Det frygtelige er at man ved et relativt lille fejltrin selv ville kunne havne i kløerne på en vred folkemasse, som vil udøve deres egen form for retfærdighed. Denne lynchning, bondesamfundets blinde øje, får det til at løbe koldt ned af ryggen på en dansk DSU’er og viser at der på trods af mange indsatser stadig er meget lang vej igen for store dele af det bolivianske samfund, specielt når landets præsident, Evo Morales, bakker op om sådanne handlinger med en vedtaget lov der retfærdiggør sådanne umenneskelige gerninger. Det er en hån mod alle civiliserede samfunds basale leveregler og er endnu en akt i Evo Morales’ efterhånden lange synderegister. Det er min personlige mening at en bekæmpelse af sådanne levevise bør indgå som en aktiv del af den danske bistandsindsats i Bolivia, at man skal afsætte midler til at skabe debat i de små samfund om gyldigheden af og det moralsk forkerte ved denne lov. Jeg mener at man fra dansk side bør bakke op om retssamfundets værdier, moralske rigtighed og eksistens gennem udviklingsbistanden.

Martin