fredag den 8. februar 2008

Karnevalets sidste krampetrækninger


Det er nu to dage siden karnevalet sluttede og de sidste rester af maling og tryksværte er ved at forsvinde fra nakken, skuldrene, hagen og neglene – efter lang tids skrubben og skuren.
Status er at vi har festet og danset vores vej ind i bolivianernes hjerter. Inden for vores karnevalsoptog på små 50 personer er alle nu bekendt med de unge danskeres indtog. Alle har været nysgerrige efter at vide hvorfra vi nu lige kom og en god portion af mændene har ivrigt spurgt til danskernes måde at feste på. Så ordet skål har runget i de små gader i Santa Cruz’ bymidte.
Nu ligner gaderne ikke længere sig selv, da de er blevet skuret rene af hvad der må være en sand hær af offentligt ansatte renovationsarbejdere – for damn, hvor var der meget skidt overalt. De tomme øldåser har de fattige for længst fjernet og solgt til genbrug, men ting som tomme spraydåser og små beholdere til den på én gang både elskede og forhadte maling (afhængig af om man var den der havde kastet den eller den der havde fået den i nakken) lå stadig og flød.
Efter fire dage med faste mødetider hos optogets leder til spisning af traditionelle bolivianske supper og andet godt, sidder man nu tilbage og halværgrer sig over at det er slut. Ikke at man savner suppen – for enormt varm suppe, 30 graders varme og høj sol ikke er ideelt for en tran-svedende dansker – men man savner alt andet omkring optoget, såsom at kunne råbe optogets krigsråb (”Tronadera, Tronadera!!!!!!!!!) ud i den varme aftensol.
Alt det er nu slut, desværre… Lige indtil søndag hvor karnevalets svar på rosinen i pølseenden sparkes i gang: Carnavalito, eller Lille Karneval på dansk. Dette er en art optjent bonus for alle de hårde dage og fungerer som en afsluttende fest, med mad og hygge for at markere karnevallets endeligt… Med mindre man selvfølgelig følger den nyopståede trend, som hedder Carnavaliño, eller Mini Karneval på dansk; endnu en undskyldning for atter at genopfylde whiskyglasset og vandre råbende og beskidt rundt i gaderne.


Martin

Ingen kommentarer: