onsdag den 12. marts 2008

Hvervning af medlemmer og indvielse af handelskammer i det sydlige Bolivia


I denne weekend var jeg på tur sydpå, til en lille by der hedder Yacuiba i Gran Chaco-regionen ved den argentinske grænse. Vi var nede og søge kontaktpersoner til partiet og fik det maksimale ud af opholdet. I de knap to dage vi var der fik Roy snakket med flere vigtige nøglepersoner, som har mange kontakter i lokalområdet. De var meget interesserede og har nu ytret ønske om at støtte partiets aktiviteter. Den egentlige grund til at vi var der var, at vi skulle være med til indvielsen af et handelskammer for landbrugsvarer, handel og service, et initiativ som efter otte års tovtrækkeri endelig er kommet op at stå. Målet med handelskammeret er gennem fællesskab at organisere forskellige faggrupper og derigennem søge at få en bedre pris for produkterne, påvirke det politiske liv for at forbedre de sociale og økonomiske forhold, forbedre den begrænsede infrastruktur osv. Det der kendetegner Gran Chaco-regionen er, at den politisk set er temmelig uorganiseret og økonomisk fattig. Ligeledes er den uudforsket territorium for et socialdemokratisk parti, så der er basis for at få involveret mange mennesker i det politiske projekt.
Det var en spændende tur, hvor jeg udover det fagligt relevante også fik lejlighed til at snakke med mange lokale og fik indblik i nogle af deres skikke, såsom at de drikker vin ligesom argentinerne, spiser masser af grillet oksekød ligesom argentinerne og lytter til musik der har mere med Argentina end Bolivia at gøre. Det er en spændende region, som jeg meget gerne vil besøge igen inden jeg drager mod Danmark igen.

Martin

1 kommentar:

Anonym sagde ...

l?rt en masse