Det bolivianske demokrati

Gennem flere århundreder har autoritære styreformer, etnisk diskrimination og politisk uro lagt hindringer i vejen for den socioøkonomiske udvikling i Bolivia. Valget i 1985 markerede et vendepunkt, og siden har Bolivia været styret af demokratisk valgte regeringer. Der er blevet gennemført reformprogrammer, bl.a. inden for områder som decentralisering af den centrale administration og forbedring af den offentlige sektor. Alligevel er Bolivia stadig et land præget af stor fattigdom, sociale uroligheder og korruption.

Bolivia hører til blandt de højt forgældede udviklingslande. Et af kerneproblemerne er derfor den store gældsbyrde, både indenlandsk og udenlandsk. Gældsbyrden er bl.a. resultatet af store offentlige underskud på de offentlige finanser, hvilket primært skyldes et meget ufleksibelt statsbudget samt den økonomiske krise i 1999-2003 forsaget af et fald i råvarepriser og økonomisk afmatning i landets nabolande. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse at Bolivia samlet set, vurderet på baggrund af de fleste sociale og økonomiske indikatorer, er et af de fattigste lande i Latinamerika. Offentlige statistikker viser, at mere end to tredjedele af den nationale befolkning lever i fattigdom. Værst ser det dog ud i landområderne, hvor hele 90 procent af befolkningen lever i fattigdom.

Bolivias seneste valg, som blev afholdt i december 2005, var resultatet af en stigende utilfredshed blandt befolkningen. Denne opstod allerede i starten af år 2003, som konsekvens af en voksende arbejdsløshed og underbeskæftigelse. Dertil kom det bolivianske folks misfornøjelse med den daværende regerings planer om eksport af landets naturgas, hvilket der var stor modstand mod så længe der ikke var nogen garanti for, at den brede befolkning ville få del i indtægterne ved salget. Med løftet om en nationalisering af landets naturgas samt fundamentale samfundsændringer vandt det socialistiske partiet Movimiento al Socialismo (MAS) derfor magten med 53,7 pct. Den nyvalgte regering og præsident Evo Morales (MAS) lagde med et nyt program op til forandring og forbedring.

Dags dato, efter tre år med MAS ved magten, er det dog begrænset, hvilke synlige resultater der er opnået. De økonomiske udsigter i disse år ser noget lysere ud end de foregående. Dette skyldes bl.a. en betydelig prisstigning på de råvarer, især sølv, tin og naturgas, som udgør en vigtig del af Bolivias eksport. Men trods den positive økonomiske vækst har man imidlertid stadig ikke formået at reducere den store fattigdom. Dertil kommer at Bolivia samtidigt er et af de lande i regionen, hvor indkomsten er mest ulige fordelt, hvilket særligt rammer det oprindelige folk. En anden vigtig problematik er den stadig udbredte korruption som gennemsyrer det bolivianske samfund fra top til bund og gør det umuligt at skabe tillid mellem befolkningen og myndighederne.

Bolivianerne træder med andre ord vande, og landets udvikling synes hverken at gå i den ende eller anden retning. Regionale forskelle og uenigheder gør det umuligt at samle landet til en enhed og skabe forandring. Dertil kommer endvidere befolkningens manglende tiltro til den decentrale magt, som endnu ikke har vist hverken evne eller vilje til at videreudvikle og forbedre det bolivianske demokrati, hvilket blandt dele af befolkningen nu har frembragt ønsket om en større fordeling af magten. Dette skal imidlertid realiseres ved at give landets departementer større økonomisk autonomi. Men ønsket om delvis autonomi har hidtil alene bidraget yderligere til de nationale stridigheder, idet de økonomisk dårligt stillede departementer frygter, at en forøget autonomi vil resultere i større national ulighed samt at de velstillede departementer i sidste ende vil kræve fuld autonomi og løsrive sig fra resten af landet. Og det er netop denne frygt den bolivianske regering i øjeblikket udnytter til fulde for at forhindre en decentralisering af magten - og dermed også en videreudvikling af det bolivianske demokrati.

Ditte