Så er der igen nyt fra det bolivianske lavland!
Denne gang kan jeg berette at vi lørdag d. 31. maj endelig fik afholdt den længe ventede og udskudte regionale kongres i JSB - Santa Cruz. Her fik vi valgt præsident og vicepræsident og diverse udvalgsposter og fik hermed formaliseret den regionale organisationsstruktur og fik erstattet den midlertidige ledelse med en demokratisk valgt ledelse. Hermed mangler der kun at blive afholdt regionale kongresser i La Paz, hvilket vil blive afholdt på lørdag, og i Sucre, som vil blive forsøgt afholdt på fredag, inden den store nationale kongres, som skal afholdes her i Santa Cruz d. 14.-15. juni og som samtidig markerer enden på vores udstationering. Desværre har det været svært at afholde kongres i Sucre, i det der har været uroligheder der den sidste tid, hvorfor forrige lørdags kongres måtte aflyses på grund af konfrontationer mellem unge pro-autonomister og Evo Morales’ parti MAS’s udsendte bønder.
Dette er desværre et gennemgående tema ved mange officielle ceremonier, at stridende parter forsøger at blokere for hinandens ledere. Dette var også tilfældet ved søndagens autonomi-afstemning i departementet El Beni nord for Santa Cruz. Her forhindrede MAS-tilhængere ledere fra blandt andet Santa Cruz i at lande i El Beni ved at blokere landingsbanen i lufthavnen.
Desværre er der i Bolivia et meget køligt politisk klima. Her taler politiske modstandere ikke med hinanden og stiller aldrig op til debat sammen på tv. Tværtimod taler de hadsk om hinanden gennem deres egne tv-kanaler, som reflekterer deres vælgeres holdning og som er betalt af enten de selv samme vælgerne eller af regeringspartiet, som mere eller mindre frit kan manipulere mediebudskabet som de ønsker det, på statens og dermed befolkningens regning. Jeg har selv overværet et møde mellem to politiske modstandere, ikke politiske ledere, men højtuddannede, politisk interesserede akademikere, som var ved at rive hovederne af hinanden og kaldte hinanden navne som jeg ikke vil gengive her. Som sagt: et mildest talt køligt – og må jeg tilføje højest uprofessionelt - politisk klima.
Det seneste nye, og efter min mening komisk uintelligente, indslag fra Evo Morales og hans store modstand mod autonomi – dvs. regional selvbestemmelse og økonomisk forvaltning - er, at han har udsendt reklamer på tv om hvordan det rungende ja ved autonomiafstemningerne i departementerne Pando og El Beni (hvor der blev stemt hhv. 80 og 75 procent for autonomi) i virkeligheden var et nej. Dette retfærdiggør MAS, regeringspartiet med Evo Morales i spidsen, med at nærved 40 procent af befolkningen i de to departementer undlod at stemme og at disse uafgivne stemmer derfor bør tælles med i de stemmer der var imod autonomi. Denne tv-kampagne kørte også i dagene efter at 85 procent af den stemmeafgivende befolkning i departementet Santa Cruz havde stemt ja til autonomi. Jeg mener nu bestemt at kunne huske at uafgivne stemmer hverken kan tolkes som ja eller nej til noget som helst, hvilket er et grundlæggende demokratisk princip. Det er nemt at påvirke den relativt lavtuddannede og politisk uerfarne bolivianske befolkning, men sådanne svindelnumre kan selv den fattigste bolivianske bonde kun grine af. Dette eksempel er endnu et af de mange i Evo Morales’s synderegister og kan kun yderligere forringe hans i forvejen meget ringe troværdighed.
Blandt andre nyheder kan jeg rapportere, at jeg har taget initiativ til et møde mellem JSB og en dansk-bolivianer, som arbejder for at beskytte og promovere menneskerettigheder i Bolivia. Planen er at JSB i samarbejde med ham skal holde en mindre konference med fokus på menneskerettigheder og på sigt højne ungdommens kendskab til menneskerettigheder og overtrædelser af dem.
Det var alt for denne gang.
Hasta pronto,
Martin
torsdag den 5. juni 2008
onsdag den 28. maj 2008
I Retssamfundets Grænseland
Santa Cruz, 28. maj
Forleden fik jeg ved selvsyn indblik i hvordan man lever på landet i Bolivia – der hvor mennesket har måttet overgive sig til junglen og må leve i pagt med naturen; der hvor juraens ord ikke har magt, hvor lovens lange arm kun har ringe overblik over forbrydelser og hvor lokalsamfundets medlemmer selv er lovgivende, udøvende og dømmende magt. Gennem mit ophold i Bolivia har jeg indtil videre læst om 5 sager hvor primært indianersamfund har taget loven i egen hånd og banket folk ihjel med køller og hvad der ellers er ved hånden, for overtrædelser så relativt små som tyveri og røveri.
I Danmark var sådanne handlinger jo noget der foregik i bondesamfundets tid, hvor undertrykte bønder tog loven i egen hånd og lynchede jordejere der havde snydt dem gennem lang tid. Sådan er det heldigvis ikke mere. Lovens arme rækker ud i alle Danmarks afkroge og juraens ord er gennem tiden blevet en så integreret del af samfundet at stort set alle borgere anerkender dens eksistens og magt.
Sådan er det desværre ikke i Bolivia, hvor en relativt svag centralregering ikke kan holde justits med alle dele af samfundet. Således er præsident Evo Morales varm fortaler for den såkaldte ley de la justicia comunitaria – loven om lokaljustits - en lov gennem hvilken små lokalsamfund uden for politiets og statens rækkevidde i ro og fred kan udøve selvjustits som man ser det nødvendigt. Dette er som sådan ikke noget nyt, hverken på denne eller den europæiske side af Atlanten. Det bekymrende er imidlertid at vi nu skriver 2008 og at den slags handlinger, som strider mod alle civiliserede samfunds leveregler, stadig finder sted i Bolivia.
Jeg var forleden på weekendtur på landet, ud til et af de lokalsamfund som sagtens kunne havne på forsiden af aviserne. Her fortalte en veninde mig en historie fra sin barndom, som fik sat mit håb om forandring i landets fattige dele i perspektiv. Jeg fik fortalt hvordan hun som barn havde oplevet denne form for selvjustits og hvordan hun en dag sammen med sine klassekammerater blev ført ind i et fjernt klasseværelse på den lille lokale skole, fordi lokalsamfundets mænd skulle bruge det store klasseværelse til at straffe en mand, som efter sigende skulle have voldtaget en lokal, gift kvinde. Således blev den uheldige mand hængt op i fødderne og herefter gennembanket af et udvalg af lokale mænd, indtil han døde.
Denne slags historier kommer desværre ikke som en overraskelse, i det man ind imellem kan læse om dem i de lokale og nationale bolivianske aviser. Det frygtelige ved denne historie består dermed ikke i at det har foregået, men at jeg selv ved mit besøg har mødt de folk som støtter op omkring sådanne handlinger og måske selv har deltaget i dem.
I Danmark er der et konstant vågent øje mod lande som Afghanistan og en række afrikanske lande hvor selvjustits ind imellem finder sted. Dette bliver der flittigt rapporteret om fra alverdens journalister og gennem Amnesty International og Human Rights Watch. Det overraskende ved denne og de talrige andre historier, som de nationale bolivianske medier ofte dækker er derfor, at man ikke hører om historierne når de foregår i lande som Bolivia, hvor man ellers måtte formode at loven er blevet mere formaliseret og rækker ud i alle grene af samfundet. Hvorfor dækker vestlige journalister ikke den slags historier? Og hvorfor er Latinamerika i det hele taget så overset af de danske og europæiske medier når nu de kæmper med de samme problemstillinger som mange andre udviklingslande?
Bolivia er, som I har kunnet læse på denne blog gennem de sidste tre måneder, et væld af ujævne indtryk - fra et næsten ubegribeligt rigt samfunds luksus i form af store europæiske og amerikanske biler, fine hoteller og regeringsansatte i jakkesæt, til en næsten lige så ubegribelig fattigdom i materiel men også mental forstand. Der findes i 2008 stadig steder i Latinamerika hvor man i mørk middelalderstil lovgiver, dømmer og udøver sin egen form for selvjustits, uden nogen form for bevisførelse ej heller rettergang, men udelukkende på grundlag af rygter og udsagn.
Jeg vil ikke lyve og sige at der ikke er noget godt ved denne landlige del af landet - for der findes en for en dansker næsten uvirkelig skønhed i form af jungle, dyreliv og floder og en relativt venlig lokalbefolkning. Det frygtelige er at man ved et relativt lille fejltrin selv ville kunne havne i kløerne på en vred folkemasse, som vil udøve deres egen form for retfærdighed. Denne lynchning, bondesamfundets blinde øje, får det til at løbe koldt ned af ryggen på en dansk DSU’er og viser at der på trods af mange indsatser stadig er meget lang vej igen for store dele af det bolivianske samfund, specielt når landets præsident, Evo Morales, bakker op om sådanne handlinger med en vedtaget lov der retfærdiggør sådanne umenneskelige gerninger. Det er en hån mod alle civiliserede samfunds basale leveregler og er endnu en akt i Evo Morales’ efterhånden lange synderegister. Det er min personlige mening at en bekæmpelse af sådanne levevise bør indgå som en aktiv del af den danske bistandsindsats i Bolivia, at man skal afsætte midler til at skabe debat i de små samfund om gyldigheden af og det moralsk forkerte ved denne lov. Jeg mener at man fra dansk side bør bakke op om retssamfundets værdier, moralske rigtighed og eksistens gennem udviklingsbistanden.
Martin
Forleden fik jeg ved selvsyn indblik i hvordan man lever på landet i Bolivia – der hvor mennesket har måttet overgive sig til junglen og må leve i pagt med naturen; der hvor juraens ord ikke har magt, hvor lovens lange arm kun har ringe overblik over forbrydelser og hvor lokalsamfundets medlemmer selv er lovgivende, udøvende og dømmende magt. Gennem mit ophold i Bolivia har jeg indtil videre læst om 5 sager hvor primært indianersamfund har taget loven i egen hånd og banket folk ihjel med køller og hvad der ellers er ved hånden, for overtrædelser så relativt små som tyveri og røveri.
I Danmark var sådanne handlinger jo noget der foregik i bondesamfundets tid, hvor undertrykte bønder tog loven i egen hånd og lynchede jordejere der havde snydt dem gennem lang tid. Sådan er det heldigvis ikke mere. Lovens arme rækker ud i alle Danmarks afkroge og juraens ord er gennem tiden blevet en så integreret del af samfundet at stort set alle borgere anerkender dens eksistens og magt.
Sådan er det desværre ikke i Bolivia, hvor en relativt svag centralregering ikke kan holde justits med alle dele af samfundet. Således er præsident Evo Morales varm fortaler for den såkaldte ley de la justicia comunitaria – loven om lokaljustits - en lov gennem hvilken små lokalsamfund uden for politiets og statens rækkevidde i ro og fred kan udøve selvjustits som man ser det nødvendigt. Dette er som sådan ikke noget nyt, hverken på denne eller den europæiske side af Atlanten. Det bekymrende er imidlertid at vi nu skriver 2008 og at den slags handlinger, som strider mod alle civiliserede samfunds leveregler, stadig finder sted i Bolivia.
Jeg var forleden på weekendtur på landet, ud til et af de lokalsamfund som sagtens kunne havne på forsiden af aviserne. Her fortalte en veninde mig en historie fra sin barndom, som fik sat mit håb om forandring i landets fattige dele i perspektiv. Jeg fik fortalt hvordan hun som barn havde oplevet denne form for selvjustits og hvordan hun en dag sammen med sine klassekammerater blev ført ind i et fjernt klasseværelse på den lille lokale skole, fordi lokalsamfundets mænd skulle bruge det store klasseværelse til at straffe en mand, som efter sigende skulle have voldtaget en lokal, gift kvinde. Således blev den uheldige mand hængt op i fødderne og herefter gennembanket af et udvalg af lokale mænd, indtil han døde.
Denne slags historier kommer desværre ikke som en overraskelse, i det man ind imellem kan læse om dem i de lokale og nationale bolivianske aviser. Det frygtelige ved denne historie består dermed ikke i at det har foregået, men at jeg selv ved mit besøg har mødt de folk som støtter op omkring sådanne handlinger og måske selv har deltaget i dem.
I Danmark er der et konstant vågent øje mod lande som Afghanistan og en række afrikanske lande hvor selvjustits ind imellem finder sted. Dette bliver der flittigt rapporteret om fra alverdens journalister og gennem Amnesty International og Human Rights Watch. Det overraskende ved denne og de talrige andre historier, som de nationale bolivianske medier ofte dækker er derfor, at man ikke hører om historierne når de foregår i lande som Bolivia, hvor man ellers måtte formode at loven er blevet mere formaliseret og rækker ud i alle grene af samfundet. Hvorfor dækker vestlige journalister ikke den slags historier? Og hvorfor er Latinamerika i det hele taget så overset af de danske og europæiske medier når nu de kæmper med de samme problemstillinger som mange andre udviklingslande?
Bolivia er, som I har kunnet læse på denne blog gennem de sidste tre måneder, et væld af ujævne indtryk - fra et næsten ubegribeligt rigt samfunds luksus i form af store europæiske og amerikanske biler, fine hoteller og regeringsansatte i jakkesæt, til en næsten lige så ubegribelig fattigdom i materiel men også mental forstand. Der findes i 2008 stadig steder i Latinamerika hvor man i mørk middelalderstil lovgiver, dømmer og udøver sin egen form for selvjustits, uden nogen form for bevisførelse ej heller rettergang, men udelukkende på grundlag af rygter og udsagn.
Jeg vil ikke lyve og sige at der ikke er noget godt ved denne landlige del af landet - for der findes en for en dansker næsten uvirkelig skønhed i form af jungle, dyreliv og floder og en relativt venlig lokalbefolkning. Det frygtelige er at man ved et relativt lille fejltrin selv ville kunne havne i kløerne på en vred folkemasse, som vil udøve deres egen form for retfærdighed. Denne lynchning, bondesamfundets blinde øje, får det til at løbe koldt ned af ryggen på en dansk DSU’er og viser at der på trods af mange indsatser stadig er meget lang vej igen for store dele af det bolivianske samfund, specielt når landets præsident, Evo Morales, bakker op om sådanne handlinger med en vedtaget lov der retfærdiggør sådanne umenneskelige gerninger. Det er en hån mod alle civiliserede samfunds basale leveregler og er endnu en akt i Evo Morales’ efterhånden lange synderegister. Det er min personlige mening at en bekæmpelse af sådanne levevise bør indgå som en aktiv del af den danske bistandsindsats i Bolivia, at man skal afsætte midler til at skabe debat i de små samfund om gyldigheden af og det moralsk forkerte ved denne lov. Jeg mener at man fra dansk side bør bakke op om retssamfundets værdier, moralske rigtighed og eksistens gennem udviklingsbistanden.
Martin
onsdag den 14. maj 2008
Den store rejseweekend i demokratiets navn
Efter en lang pause er jeg tilbage på bloggen, denne gang med rejseoplevelser:
I denne weekend har jeg været på langfart med Roy, til regional kongres for ungdomspartiet i Oruro. Her var ca. 40 nye og gamle medlemmer samlet for at udnævne Oruro-regionens udvalg, politisk ansvarlige osv. Ved indvielsen gav Roy sin sædvanlige lange – men bestemt gode – tale om ungdom, viljen til forandring og ungdommens rolle i et spirende demokrati, mens jeg holdt en noget kortere tale, som var mere jordnær, men med nogle gode eksempler på hvor langt man kan nå i det politiske system som aktiv DSU’er i Danmark. Herigennem opfordrede jeg de unge bolivianere i Oruro til at tage aktiv del i opbygningen og udviklingen af deres organisation og derigennem forbedre forholdene i deres land og få indflydelse på deres egen tilværelse.
Vi fik desværre ikke mulighed for at følge ret meget af kongressen, da vi også var inviteret til møde i El Alto, satellitbyen ved La Paz. El Alto har kun eksisteret i lidt mere end 20 år, men har næsten 900.000 indbyggere, hvoraf de fleste er blandt de fattigste og mest marginaliserede i landet. Her var der efter sigende 200 mennesker samlet til mødet for at høre om JSBs og PSBs politiske ideer og visioner. Desværre nåede Roy og jeg ikke med til mødet fordi den bumlebus vi var med fra Oruro tog 3 ½ time om at nå til El Alto, 1 1/2 time mere end vi havde regnet med. Dog nåede vi at tale med nogle af nøglefigurerne i El Alto, som det viser sig har rigtig mange kontakter i hele byen, hvilket er en stor hjælp når der skal samles underskrifter ind for at partiet kan blive opstillingsberettiget.
Resten af weekenden, dvs. søndag og mandag, brugte jeg hos min gamle ven Sergio i La Paz. Her dangderede jeg den som frysende turist og fik set lidt mere af byen end da Ditte og jeg var der sammen sidst. Denne gang var der noget koldere – jeg måtte i hast købe en jakke fordi det sneede i El Alto da jeg mandag aften mødtes med repræsentanter fra partiet.
På vejen hjem kunne jeg se hvordan samtlige bjergtoppe i Andesbjergene var beklædt med et tykt lag sne, et smukt men også lidt underligt syn taget i betragtning at jeg efter blot 45 minutters flyvning mod øst landede i solskin og 25 grader. Sådan er Bolivia, utrolig forskelligartet i kulturel, politisk og naturmæssig forstand.
Efter en lang pause er jeg tilbage på bloggen, denne gang med rejseoplevelser:
I denne weekend har jeg været på langfart med Roy, til regional kongres for ungdomspartiet i Oruro. Her var ca. 40 nye og gamle medlemmer samlet for at udnævne Oruro-regionens udvalg, politisk ansvarlige osv. Ved indvielsen gav Roy sin sædvanlige lange – men bestemt gode – tale om ungdom, viljen til forandring og ungdommens rolle i et spirende demokrati, mens jeg holdt en noget kortere tale, som var mere jordnær, men med nogle gode eksempler på hvor langt man kan nå i det politiske system som aktiv DSU’er i Danmark. Herigennem opfordrede jeg de unge bolivianere i Oruro til at tage aktiv del i opbygningen og udviklingen af deres organisation og derigennem forbedre forholdene i deres land og få indflydelse på deres egen tilværelse.
Vi fik desværre ikke mulighed for at følge ret meget af kongressen, da vi også var inviteret til møde i El Alto, satellitbyen ved La Paz. El Alto har kun eksisteret i lidt mere end 20 år, men har næsten 900.000 indbyggere, hvoraf de fleste er blandt de fattigste og mest marginaliserede i landet. Her var der efter sigende 200 mennesker samlet til mødet for at høre om JSBs og PSBs politiske ideer og visioner. Desværre nåede Roy og jeg ikke med til mødet fordi den bumlebus vi var med fra Oruro tog 3 ½ time om at nå til El Alto, 1 1/2 time mere end vi havde regnet med. Dog nåede vi at tale med nogle af nøglefigurerne i El Alto, som det viser sig har rigtig mange kontakter i hele byen, hvilket er en stor hjælp når der skal samles underskrifter ind for at partiet kan blive opstillingsberettiget.
Resten af weekenden, dvs. søndag og mandag, brugte jeg hos min gamle ven Sergio i La Paz. Her dangderede jeg den som frysende turist og fik set lidt mere af byen end da Ditte og jeg var der sammen sidst. Denne gang var der noget koldere – jeg måtte i hast købe en jakke fordi det sneede i El Alto da jeg mandag aften mødtes med repræsentanter fra partiet.
På vejen hjem kunne jeg se hvordan samtlige bjergtoppe i Andesbjergene var beklædt med et tykt lag sne, et smukt men også lidt underligt syn taget i betragtning at jeg efter blot 45 minutters flyvning mod øst landede i solskin og 25 grader. Sådan er Bolivia, utrolig forskelligartet i kulturel, politisk og naturmæssig forstand.
Paa billedet kan I se nogle af Andesbjergenes snedaekkede tinder set fra El Alto lufthavn, saa i kan forestille jer hvor flot det der ud fra oven hvor man ser hele bjergkaeden.
Hasta pronto
Martin
Hasta pronto
Martin
tirsdag den 6. maj 2008
Nye udfordringer
Søndag d. 04. maj rejste Martin igen af sted til Bolivia, men uden mig. Jeg har valgt, at jeg den næste måned vil gøre en særlig indsats for at integrere vores projekt internt i DSU. Derfor vil jeg i den kommende tid rejse rundt til DSU´s afdelinger for at fortælle mere om vores arbejde i Bolivia.
Det er en underlig fornemmelse ikke at skulle af sted igen sammen med Martin, men samtidig er jeg også glad for at være tilbage i Danmark, hvor jeg helt sikkert vil få mange nye udfordringer i forbindelse med mine oplæg rundt i landet. Dertil kommer, at jeg derudover også skal fungere som en slags kontaktperson for Martin, hvilket bliver utrolig spændende. Så på denne måde vil projektet i den næste måned både stå på i Bolivia og Danmark – og det er jeg slet ikke i tvivl om vil blive en kæmpe fordel. I juni måned mødes Martin og jeg så igen i Bolivia, hvor jeg sammen med DSU’s formand vil deltage i JSB´s nationale kongres i Santa Cruz.
Ditte
Det er en underlig fornemmelse ikke at skulle af sted igen sammen med Martin, men samtidig er jeg også glad for at være tilbage i Danmark, hvor jeg helt sikkert vil få mange nye udfordringer i forbindelse med mine oplæg rundt i landet. Dertil kommer, at jeg derudover også skal fungere som en slags kontaktperson for Martin, hvilket bliver utrolig spændende. Så på denne måde vil projektet i den næste måned både stå på i Bolivia og Danmark – og det er jeg slet ikke i tvivl om vil blive en kæmpe fordel. I juni måned mødes Martin og jeg så igen i Bolivia, hvor jeg sammen med DSU’s formand vil deltage i JSB´s nationale kongres i Santa Cruz.
Ditte
mandag den 14. april 2008
En rejse til fredens by
La Paz, som direkte oversat til dansk betyder - freden, er navnet på hovedstaden i Bolivia. Dette er ikke bare den højeste, men også en af de flottest beliggende hovedstæder i verden. Under en indflyvning syner højhusene i centrum mikroskopiske i forhold til bjergsiderne, der rejser sig op fra bunden af den dal, som det meste af byen ligger i. Her er det ikke højhusene, der udgør byens skyline, men derimod bjerge på 5-6000 meter. Man befinder sig derfor i en usædvanlig højde, når man færdes rundt i byen. Og dermed slipper man næppe for soroche – højdesyge, og specielt ikke, når man, som Martin og jeg, kommer direkte fra lavlandet med fly. Det lave iltindhold i luften påvirker ens krop på mange ubehagelige måder, hvilket Martin og jeg desværre også måtte erfare under vores besøg. Men på trods af højdesyge, så fik vi alligevel et par rigtig gode og spændende dage. La Paz er et fantastisk sted både i kulturel og historisk forstand. Byen blev grundlagt i 1548 af den spanske kaptajn Alonso de Mendoza og ligger i aymara-indianernes hjemland, og aymaraerne har altid i høj grad formået at bevare deres egen identitet, når andre kulturer trængte sig på. Dette gjaldt under inkaimperiets guldalder, og det gælder i dag. Det er også i La Paz, at Bolivias regering og parlament har hjemsted, mens højesteretten ligger i den gamle hovedstad Sucre.Dermed har byen utrolig meget at byde på, og som følge deraf er den også utrolig velbesøgt af turister fra hele verden. Derfor var Martin og jeg også en smule ærgerlige over, at vi kun havde et par enkelte dage der, men pga. et seminar i JSB om lørdagen, blev vi nødt til at vende hjem til Santa Cruz tidligt. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi begge vil vende tilbage til La Paz en dag i fremtiden.
På denne tid af året minder klimaet i hovedstaden faktisk utrolig meget om det danske forårsvejr. Det var nok også pga. dette, at vi begge følte os særlig godt hjemme der. Og vi kan også lige så godt begynde at indstille os på lidt lavere temperaturer, da det nu ikke varer længe før vi rejser tilbage til Danmark for at deltage i DSU’s konges… Men inden da, har vi dog et par dage tilbage i Santa Cruz med sol og varme. Så det må vi hellere nyde!
Ditte
søndag den 6. april 2008
Den første departementale kongres i JSB
På nuværende tidspunkt ville Martin og jeg meget gerne være kommet med en gribende beretning om den første departementale kongres i JSB. Desværre er vi imidlertid ikke i stand til dette.Lørdag d. 5. april mødte i alt 30 af ungdommens medlemmer op til den annoncerede kongres i JSB. Desværre var dette antal af unge dog, ifølge partiets reglementer, ikke nok til at gennemføre kongressen og foretage demokratiske valg af delegerede til JSB’s nationale kongres samt af en ny lokal formand og bestyrelse. Dermed besluttede kongresudvalget, i fællesskab med de fremmødte, at udskyde den departementale kongres i Santa Cruz til d. 19. april.
Dagen blev i stedet brugt til nærmere eftertanke – hvad kunne man have gjort anderledes? En af hovedårsagerne til det manglende fremmøde var kongressens fastsatte tidspunkt. Lørdag formiddag har mange af de unge bolivianere timer på universitetet eller arbejde. Derfor vedtog man, at kongressen d. 19. april skal afholdes om eftermiddagen. Derudover blev man også enig om at styrke indsatsen i forhold til at nå ud til de unge både på universitetet og i byens ydrekvarterer. ¨
Dermed fik man vendt den umiddelbare negative situation til noget positivt, idet JSB fik gjort sig vigtige organisatoriske erfaringer i forhold til planlægning og udførelse af fremtidige aktiviteter.
Desværre betyder udskydningen af JSB’s kongres dog, at Martin og jeg ikke vil kunne deltage i denne, da vi rejser tilbage til Danmark d. 16. april for at tage del i DSU’s egen kongres. Jeg er dog sikker på, at det vil lykkes JSB at realisere og gennemføre deres kongres d. 19. april.
Ditte
mandag den 31. marts 2008
En tur på landet
Sidste søndag fik vi igen mulighed for at komme ud af byen, til Roys families landsted 60 km uden for byen. Vi tog fra Santa Cruz kl. 6, i øsende regnvejr og håbede på at vejene ville være farbare på trods af regnen. Dette viste sig ikke at være tilfældet, for vi nåede ikke langt ind på de små jordveje før bilen gled af vejen og halvvejs ned i grøften. Efter talrige forsøg på at komme op på muddervejen måtte vi indse at der skulle mere end håndkraft til for at redde bilen op af suppedasen. Jeg blev derfor sendt ud for at låne en skovl hos nogle af de lokale bønder, hvilket viste sig at være en noget nær umulig opgave idet bønderne ikke er helt trygge ved udlændinge. Efter et par timers trasken rundt måtte jeg gå de tre kilometer tilbage til bilen med uforrettet sag. Her så jeg til min store overraskelse at bilen var blevet trukket op af en firhjulstrukket bil med kabel. Så efter mange overvejelser om det var sikkert at fortsætte gik tur videre. Da vi efter 20 kilometer på hullede sandveje ankom til landstedet var sulten ved at melde sig, hvilket der resolut blev gjort noget ved: to af de fritgående høns mistede hovedet og blev lavet til suppe. Efter det lækre hjemmelavede måltid fik jeg endelig min drøm indfriet og skulle på min første fisketur i Bolivia. Da vi ankom til Rio Grande fik jeg øjnene op for hvor store de bolivianske floder egentligt er. Navnet Rio Grande kommer ikke ud af ingenting, idet at floden er cirka 300 meter bred og med næsten ufattelige kræfter rykker store træer med sig – marginalt større end samtlige danske åer lagt sammen. Fisk var der nu ingen af, men det var alligevel en stor oplevelse at være vidne til de enorme strømhvirvler, det mudrede vand og de flotte hvide hejrer som åbenbart havde mere held til at fange fisk end os.
Turen hjem gik godt og uden yderligere uheld fordi vejene igen var blevet tørre og farbare. Alt i alt var det en god oplevelse, paa trods af vores lille uheld paa vejen.
Martin
Turen hjem gik godt og uden yderligere uheld fordi vejene igen var blevet tørre og farbare. Alt i alt var det en god oplevelse, paa trods af vores lille uheld paa vejen.
Martin
Abonner på:
Opslag (Atom)
