mandag den 14. april 2008

En rejse til fredens by

La Paz, som direkte oversat til dansk betyder - freden, er navnet på hovedstaden i Bolivia. Dette er ikke bare den højeste, men også en af de flottest beliggende hovedstæder i verden. Under en indflyvning syner højhusene i centrum mikroskopiske i forhold til bjergsiderne, der rejser sig op fra bunden af den dal, som det meste af byen ligger i. Her er det ikke højhusene, der udgør byens skyline, men derimod bjerge på 5-6000 meter. Man befinder sig derfor i en usædvanlig højde, når man færdes rundt i byen. Og dermed slipper man næppe for soroche – højdesyge, og specielt ikke, når man, som Martin og jeg, kommer direkte fra lavlandet med fly. Det lave iltindhold i luften påvirker ens krop på mange ubehagelige måder, hvilket Martin og jeg desværre også måtte erfare under vores besøg. Men på trods af højdesyge, så fik vi alligevel et par rigtig gode og spændende dage. La Paz er et fantastisk sted både i kulturel og historisk forstand. Byen blev grundlagt i 1548 af den spanske kaptajn Alonso de Mendoza og ligger i aymara-indianernes hjemland, og aymaraerne har altid i høj grad formået at bevare deres egen identitet, når andre kulturer trængte sig på. Dette gjaldt under inkaimperiets guldalder, og det gælder i dag. Det er også i La Paz, at Bolivias regering og parlament har hjemsted, mens højesteretten ligger i den gamle hovedstad Sucre.
Dermed har byen utrolig meget at byde på, og som følge deraf er den også utrolig velbesøgt af turister fra hele verden. Derfor var Martin og jeg også en smule ærgerlige over, at vi kun havde et par enkelte dage der, men pga. et seminar i JSB om lørdagen, blev vi nødt til at vende hjem til Santa Cruz tidligt. Jeg er dog ikke i tvivl om, at vi begge vil vende tilbage til La Paz en dag i fremtiden.
På denne tid af året minder klimaet i hovedstaden faktisk utrolig meget om det danske forårsvejr. Det var nok også pga. dette, at vi begge følte os særlig godt hjemme der. Og vi kan også lige så godt begynde at indstille os på lidt lavere temperaturer, da det nu ikke varer længe før vi rejser tilbage til Danmark for at deltage i DSU’s konges… Men inden da, har vi dog et par dage tilbage i Santa Cruz med sol og varme. Så det må vi hellere nyde!

Ditte

søndag den 6. april 2008

Den første departementale kongres i JSB

På nuværende tidspunkt ville Martin og jeg meget gerne være kommet med en gribende beretning om den første departementale kongres i JSB. Desværre er vi imidlertid ikke i stand til dette.
Lørdag d. 5. april mødte i alt 30 af ungdommens medlemmer op til den annoncerede kongres i JSB. Desværre var dette antal af unge dog, ifølge partiets reglementer, ikke nok til at gennemføre kongressen og foretage demokratiske valg af delegerede til JSB’s nationale kongres samt af en ny lokal formand og bestyrelse. Dermed besluttede kongresudvalget, i fællesskab med de fremmødte, at udskyde den departementale kongres i Santa Cruz til d. 19. april.
Dagen blev i stedet brugt til nærmere eftertanke – hvad kunne man have gjort anderledes? En af hovedårsagerne til det manglende fremmøde var kongressens fastsatte tidspunkt. Lørdag formiddag har mange af de unge bolivianere timer på universitetet eller arbejde. Derfor vedtog man, at kongressen d. 19. april skal afholdes om eftermiddagen. Derudover blev man også enig om at styrke indsatsen i forhold til at nå ud til de unge både på universitetet og i byens ydrekvarterer. ¨
Dermed fik man vendt den umiddelbare negative situation til noget positivt, idet JSB fik gjort sig vigtige organisatoriske erfaringer i forhold til planlægning og udførelse af fremtidige aktiviteter.
Desværre betyder udskydningen af JSB’s kongres dog, at Martin og jeg ikke vil kunne deltage i denne, da vi rejser tilbage til Danmark d. 16. april for at tage del i DSU’s egen kongres. Jeg er dog sikker på, at det vil lykkes JSB at realisere og gennemføre deres kongres d. 19. april.

Ditte